Spring til indhold
Nyhed

Farvel til direktør i Odense Kommune

23-06-2010

 

Efter tre år skal medarbejderne i Ældre- og Handicapforvaltningen sige farvel til deres direktør Katja Kayser, der den 1. august tiltræder som koncerndirektør i Region Hovedstaden. Her får hun ansvaret for psykiatri, handicap og det kommunale samarbejde.


- Jeg havde gerne set, at den her stilling først var kommet om et år eller to, men nu var den her, udtaler Katja Kayser, der ikke lægger skjul på, at hun midt i glæden over det nye job, er vemodig over at skulle sige farvel til medarbejdere, ledere og samarbejdspartnere i Odense Kommune.


- Vi har haft travlt de seneste år, men er også kommet rigtig langt med at definere vejen til Fremtidens Forvaltning og de værdier, der skal kendetegne forvaltningens arbejde i fremtiden, fortæller Katja Kayser, der har haft det som et af sine vigtigste mål at indføre værdibaseret ledelse i forvaltningen.


Fremtidens Forvaltning lever videre

I efteråret 2008 lancerede Katja Kayser sammen med den øvrige chefgruppe en kultur- og organisationsændring under navnet ’Fremtidens Forvaltning’. Her er to af de centrale principper ’Kvalitet og sammenhæng for borgerne’ og ’Alle bedriver ledelse. Ledelse bedrives i samspil med andre’. Fremtidens Forvaltning er svaret på morgendagens krav, hvor forvaltningen bl.a. står over for udfordringer i forhold til demografien og en forventning om borgere, der stiller flere forskelligartede krav til forvaltningens service.


Rådmand Jane Jegind (V) fremhæver netop Fremtidens Forvaltning, som et af de store projekter, der bærer Katja Kaysers tydelige fingeraftryk.


- Katja har sammen med chefgruppen og de øvrige ledere sat skub i en udvikling, hvor borgeren er i centrum, og hvor forvaltningen trækker på medarbejdernes store viden og erfaring, hver gang vi står over for nye udfordringer. Det er den helt rigtige vej at gå, og derfor vil arbejdet med Fremtidens Forvaltning også fortsætte og blive videreudviklet, udtaler Jane Jegind.


Et stort bidrag til helhedstænkningen

Stadsdirektør Jørgen Clausen fremhæver bl.a. Katja Kaysers blik for helheden i Odense Kommune.


- Jeg har været meget glad for samspillet med Katja Kayser. Det er derfor også ærgerligt, at hun forlader Odense Kommune. Hun har lagt mange fine spor ud i organisationen, som vi kan arbejde videre med. Jeg er også glad for Katjas bidrag i direktørgruppen og for hendes bidrag til helhedstænkningen og udviklingen af Odense Kommune som helhed, udtaler Jørgen Clausen.


Der arbejdes på, at ny direktør kan tiltræde 1. december 2010. Der bliver ikke konstitueret en direktør i den mellemliggende periode. Økonomiudvalget vil på deres møde den 18. august drøfte den konkrete rekrutteringsproces.


Yderligere oplysninger

Direktør Katja Kayser, mobil 24 63 94 61

Rådmand Jane Jegind (V), mobil 20 91 10 31