Drager på spil
Læg nakken tilbage og kig op! Så enkelt kan det siges, når man besøger Vollsmose Kulturhus i de kommende uger. Dansk Drageklub udstiller nogle af deres flotteste drager, og flere af de farverige kreationer har klubbens medlemmer selv syet. "Ikke fordi at de købte drager ikke er gode, men når man syr dem selv, så har man jo mulighed for at få en mere personlig drage, som ingen anden har." fortæller formand for Dansk Drageklub, Morten Rasmussen.
Udover de traditionelle drager som vi kender fra danske himmelstrøg, kan publikum også se en særudstilling med afghanske drager og om afghansk dragekultur. Som blandt andet læsere af "Drageløberen" véd, er dragekulturen i Afghanistan noget helt særligt og en ældgammel tradition og social aktivitet, som rigtig mange afghanere elsker at tage del i.
I Afghanistan er drageflyvning en konkurrence, hvor vinderen er den, der har den sidste drage i luften og som har skåret så mange af de øvrige deltageres drager ned som muligt. Derfor smører konkurrencedeltagerne dragetråden med særligt glaspulver, der gør det muligt at skære rivalernes tråd over i luften. Besøger man udstillingen vil man opdage, at Afghanske drager er lavet af fint silkepapir og tynd bambus. Så godt dragevejr i Afghanistan er ikke et solidt blæsevej ligesom i Danmark, men kræver mindre luftfugtighed og det afghanerne kalder "blødt" blæsevejr.
Udstillingen af drager i Vollsmose Kulturhus kan ses fra d. 16. august til d. 23. september inden for almindelige åbningstid: mandag - torsdag 10-15, fredag 10-14. Fri entré.
Information: Ann Christina Lie tlf. 6375 0881 / aclie@odense.dk