Spring til indhold
Nyhed

Delilå - vuggeviser på alverdens sprog

06-01-2010

Overalt i hele verden synger forældre for deres børn for at trøste og berolige dem. Delilå er en nordisk vandreudstilling, som bygger på vuggeviser på 23 forskellige sprog. Udstillingen kan opleves i Vollsmose Kulturhus fra tirsdag d. 12. januar til fredag d. 5. februar som det 21. stop på rejsen rundt i Norden til ca. 10.000 børn og voksne.


Vuggeviser handler om flere ting. På den ene side er de universelle i deres funktion og form. Men de enkelte sange afspejler samtidigt de forskellige livsvilkår, som børn fødes til i forskellige dele af verden. Går man på opdagelse i udstillingen finder man derfor sange, som handler om alt fra krig til vulkaner.


Marianne Bramsen, som er kunstner og skaber af udstillingen, fortæller:
- Vuggeviserne trøster ikke bare barnet, men også den der synger. I udstillingen spiller vi vuggeviserne fra store specialdesignede sækkestole med indbyggede højtalere. Man lytter ved at lægge hovedet på puden. At lytte på denne afslappende måde, bidrager til en særlig sanselig oplevelse, uddyber Marianne Bramsen.


Udstilling inspireret af Vollsmose

Marianne Bramsen fik første gang øjnene og ørene op for vuggevisernes kraft og skønhed for ti år siden, da hun lavede kunstprojektet Vollsmoses Vuggevise i samarbejde med Multikulturel kvindegruppe i Odense:

- To af sangene i Delilå er sunget af kvinder jeg mødte i Vollsmose for ti år siden. Mødet var uforglemmeligt og jeg blev så betaget og inspireret, at jeg bestemte mig for at lave denne udstilling. Det er derfor en stor fornøjelse, at kunne bringe udstillingen hjem til Vollsmose som er udstillings vugge.


Velvære for alle

Alle er velkomne til at besøge udstillingen; lade sig synke ned sækkestolenes dyb og lytte til vuggeviser på alverdens sprog. Kulturhusets åbningstider er: mandag - torsdag kl. 10 - 15, fredag kl. 10 - 14. Fri entré.


Pædagogisk materiale og workshop

Som inspiration til lærere og pædagoger, der vil arbejde med vuggeviser og temaet trøst for børn i alderen 5 - 10 år er der lavet en mindre folder og en workshop-guide. Marianne Bramsen afholder desuden et orienteringsmøde, hvor hun fortæller om udstillingen og det tilhørende arbejdsmateriale. Oplysninger om mødet kan fås på tlf. 63 75 08 80.


Nordisk samarbejde

Udstillingen er støttet af Nordisk Kulturfond og produceret i Malmö af Børne- og Ungdomskulturhuset Drömmarnas Hus. Roskilde Bibliotek er projektets danske samarbejdspartner, og Interkulturel Museum i Oslo er udstillingens norske samarbejdspartner.

- Vi er meget glade for samarbejdet med Marianne Bramsen. At producere kultur for børn er en af vores vigtigste opgaver, og kvalitetsudstillinger for børn er der for lidt af, mener Åsa Johansson, projektleder i Drömmarnas Hus.


Læs mere på

www.delilaa.net

For mere information kontakt: Ann Christina Lie aclie@odense.dk tlf. 63 75 08 81