Spring til indhold
Nyhed

3 dage spækket med danseoplevelser, når Dansens Dage fejres i Odense

15-04-2010


Dansens Dage 2010 logo

Dansens Dag 29. april fejres i Odenses med 3 dage fyldt med spændende danseoplevelser


400 elever i fællesdans, skandinaviens største breakdance-trup, opvisning af stilarter fra ballet over linedans til mavedans, dansebander og magisk danseoplevelse i tusmørket er noget af det, man kan opleve, når Dansens Dage 2010 fejres i Odense 29. april-1. maj


 

Freestyle Phanatix - foto fra FacebookDansens Dag Dansen 2010


Torsdag den 29. april kl. 10.29 mødes omkring 400 elever fra odenseanske skoler på Flakhaven for at danse den danmarksomspændende fællesdans "DD Dansen" og dermed kick-starte Dansens Dage 2010 i Odense.

"DD Dansen" tager i år udgangspunkt i en electric boogie rutine og er sat sammen af koreografen Steen Koerner.

Allerede fra denne uge rejser U-kompagniet v. Tine Damborg og kompagniets unge dansere rundt på 7 forskellige odenseanske folkeskoler og underviser elever på 4.–6. klassetrin fordelt på i alt 11 forskellige klasser i dans - og særligt DD "Dansen 2010".


- Det er en udfordring for børnene at danse, men det er en god udfordring, siger Tine Damborg, som fra tidligere projekter har erfaring med at undervise og ikke mindst udfordre skoleelever i alle aldre.


 

Professionel breakdance


Efter den store fælles dans kan eleverne, og alle andre der har lyst, få sig en stor oplevelse, når skandinaviens største professionelle breakdance-trup Freestyle Phanatix giver forestilling på den store udendørs scene, som Odense Kommune via Dansens Hus sætter op til lejligheden.


Dansebander og dansebutik


U-kompagniets dansere suser videre for sammen med elever fra Det Kongelige Teaters Balletskole i Odense at agere ”dansebander”, der vil skabe overrraskende oplevelser i gader, stræder og butikker i løbet af eftermiddagen.

Kl. 17 åbner ”dansebutikken” i Vintapperstræde 16, hvor der hver hele time tilbydes drop-in danseworkshops for hele familien samt små forestillinger.


 

The Shadow i tusmørket

Danseteater Ingrid Kristensen sørger for, at dansen fortsætter også i skumringstiden kl. 20.30. På Gråbrødre Plads opføres forestillingen ”The Shadow” og der er garanti for en magisk oplevelse med lyd, lys og bevægelse.


Tætpakket program på Flakhaven


Både den 29. april og den 1. maj er der fortsat dans på Flakhavens scene. Et bredt og varieret udsnit af Odenses danseforeninger præsenterer alt fra linedance over squaredance til mavedans og folkedans. Også Det Kongelige Teaters Balletskole og Cityballetten viser eksempler på deres kunnen.

1. maj kl. 11.45 samles alle de deltagende på Flakhaven til et stort optog gennem byens gågader.


 

Oure Sport og performance


Bededag den 30. april slår Magasinet dørene op for Oure Sport og Performance´s forestillinger kl. 17 og kl. 20. Hvis man har lyst til at følge tilblivelsen af en danseforestilling er der åbne prøver allerede den 29. april mellem 17–20.


Der er gratis adgang til samtlige arrangementer!


Yderligere informationer


Dansens Dage 2010 i Odense er arrangeret af By- og Kulturforvaltningen, Odense Kommune i samarbejde med Tine Damborg, U-kompagniet og Odense Cityforening.

Ønskes yderligere oplysninger om arrangementet er I velkomne til at kontakte:

Tine Damborg, U-kompagniet - tinedamborg@mac.com eller 28910520


Kulturkonsulenter, By- og Kulturforvaltningen:
Litten Fogt – LFO@odense.dk eller 6551 2811
Jette Flinch Nyrop – JFN@odense.dk eller 6551 2804
Ivan Løvstrup – iloe@odense.dk eller 6551 2808



Med venlig hilsen

Jette Flinch Nyrop
Kulturkonsulent

Odense Kommune
Kultur
Direkte tlf. 65 51 28 04
jfn@odense.dk