Nyhed
Dagplejebørn i Odense skal have madglæde og gastronomiske udfordringer
En kogebog specielt udviklet til dagplejen er blevet uddelt til alle Odense Kommunes knap 700 dagplejere, så dagplejebørnene kan få nye og anderledes madoplevelser.
Kyllingespyd med perlebyg og grønærtemos eller kartoffelmad med hjemmerørt majo og hjemmedyrket karse. Sådan kan menuen se ud for dagplejebørn i Odense Kommune, efter at alle dagplejere har fået udleveret kogebogen Madglæde – En kogebog til dagplejen.
Kogebogen er blevet til i et samarbejde mellem FOA, Meyers Madhus og dagplejen, og alle opskrifter er inden udgivelsen blevet testet hos udvalgte dagplejere.
Susanne Jespersen har været dagplejer i Odense i 16 år, og er én af de dagplejer, som har været med til at afprøve opskrifterne.
- Jeg har altid givet børnene god kost, og jeg har lavet varm mad, men at være med i dette projekt har rykket meget ved, hvilke varer jeg køber. Jeg tør prøve nyt af, siger Susanne Jespersen, som også oplever, at børnene er meget glade for at lave mad.
- Når vi tegner, kan de højst sidde i 10-15 minutter, men med madlavning kan du altså holde på dem længere.
Når de har siddet med grøntsagerne og smagt på dem, spiser de også mere, når vi skal have frokost.
Også forældrene er glade for udsigten til nye smagsoplevelser hos børnene.
Karina Hoeck’s datter Josephine er i dagpleje hos Susanne Jespersen, og Josephine har været meget optaget af madlavningen og spiser det meste af det, som Susanne serverer, selv om det ikke nødvendigvis ligner det derhjemme.
- Maden er især vigtig i dagplejen, fordi vi som forældre ikke har så meget indflydelse på det. Vi går op i sund mad, og jeg tror, at kogebogen kan være med til at give inspiration til mere variation i kosten og give børnene spændende alternativer til de traditionelle rugbrødsmadder - og så betyder det også meget, at børnene er med, siger Karina Hoeck.
Udover opskrifter til blandt andet frokostmåltider, sund snack og syltesager indeholder kogebogen også anbefalinger om mad og sundhed for små børn såvel som et kapitel om mad og pædagogik og praktiske råd i køkkenet.
- Vi synes, det er en vigtig opgave at sørge for, at børnene i vores dagplejetilbud får en sund og nærende kost. Derfor har vi valgt, at alle dagplejere i Odense Kommune skal have kogebogen, så den forhåbentlig kan være en god inspiration til sunde og sjove måltider. Det helt specielle ved dagplejen er, at børnene kan være med i stort set alle forberedelserne til de fælles måltider, lige fra indkøbene til tilberedningen og borddækningen, og dermed kan vi bidrage til, at sund mad bliver en helhedsoplevelse tidligt i børnenes liv, siger rådmand Stina Willumsen.
For yderligere oplysninger kontakt:
Børn- og ungerådmand Stina Willumsen, mail stwi@odense.dk , Tlf. 65 51 50 00
Institutionschef Britta Carl, mail bcc@odense.dk , Tlf. 65 51 52 00
Dagplejer Susanne Jespersen, mail susannegitte@gmail.dk , Tlf. 66 10 72 62
Fakta om kogebogen Madglæde
Kogebogen er blevet til i et samarbejde mellem dagplejen, FOA og Meyers Madhus.
Bogen indeholder:
· Anbefalinger om mad og sundhed for små børn
· Mad og pædagogik
· Måltidet og hverdagen – praktiske råd i køkkenet
· Opskrifter
Bogen kan bestilles på www.foa.dk/publikationer eller www.meyersmadhus.dk