Spring til indhold
Nyhed

Chef for Kompetencecentret stopper

14-08-2010

Lisbeth Haumann kom til Odense Kommune i 2006, hvor hun startede med at fusionere de forskellige personalefunktioner til ét fælles kompetencecenter, som har serviceret de ialt 1000 arbejdspladser i Odense Kommune. I den forbindelse stod hun i spidsen for at modernisere de interne funktioner: ledelsesudvikling, medarbejdertrivsel, arbejdsmiljø, nye samarbejds- og netværksformer, elektroniske personalesager mm.

I 2009 fik Lisbeth Haumann opgaven at samle de strategiske stabsfunktioner HR, IT og Kommunikation i ét kompetencecenter. Fusionen kom endelig på plads i juni 2010. Dermed er organisationen godt rustet til at udvikle og bruge de digitale værktøjer, der bliver stadig mere centrale i den offentlige velfærd.

Lærerig og givende

- Min tid i Odense Kommune har været fantastisk givende og lærerig, og jeg har været omgivet af engagerede og kompetente medarbejdere og kolleger. Dem kommer jeg til at savne. Men tiden er inde til at sætte nye mål i mit professionelle liv. Det er en beslutning, som har været undervejs nogle måneder, og som de relevante parter også har kendt til i et stykke tid, siger Lisbeth Haumann.

- Lisbeth Haumann har leveret et fremragende stykke arbejde for Odense Kommune gennem de sidste 5 år. Hun har været en dygtig og inspirerende HR-chef, som ledere på alle niveauer har konsulteret. Det er hendes fortjeneste, at HR nu er en del af Odense Kommunes strategiske ledelsesarbejde. Jeg er både som stadsdirektør og personligt ked af, at Lisbeth Haumann ikke ønsker at fortsætte i Odense Kommune. Jeg er dog tilfreds med, at Lisbeth fortsætter i jobbet frem til den 31. december 2010, så hun er med til at sikre en solid overgang til den ny ledelse af Kompetencecentret, siger stadsdirektør Jørgen Clausen.

Mere information

Chef for Kompetencecentret Lisbeth Haumann, tlf. 65511300, lihn@odense.dk
Stadsdirektør Jørgen Clausen, tlf. 65511000, jc@odense.dk