Spring til indhold
Nyhed

Biblioteket er også populært om sommeren

09-08-2010
Sommeren har været varm og der har været rig lejlighed til at få læst op på krimierne eller den biografi, man ikke lige fik tid til at læse. Bibliotekerne i Odense havde knap 178.000 besøg i juni og juli 2010. Et gennemsnit på mere end 3200 besøg pr. dag i perioden på Fyns mest besøgte videns- og kulturinstitution. Lånerne har også taget godt imod mange af Odense Centralbiblioteks nye tiltag.

Bibliotekerne i Odense har været flittigt besøgt i løbet af sommeren. Bibliotekets hjemmeside, Odensebib.dk, har haft 153.000 besøg i juni og juli, mens de fysiske biblioteker i samme periode havde knap 178.000 besøg. Dermed kan vi stadig konstatere, at det fysiske bibliotek er det mest eftertragtede blandt borgerne.

Mange lånere har brugt sommerferien på at udforske, hvad biblioteket kan tilbyde – fysisk og på nettet. Bl.a. har studerende benyttet sommerferien til at forberede sig til studiestart.

Vi havde krimier med i feriekufferten
Øverst på reserveringslisterne ligger ikke overraskende krimier og andre bestsellere. I top 3 finder vi Hypnotisøren af Lars Kepler, Havfruen af Camilla Läckberg og Din næstes hus af Jette A. Kaarsbøl.

Også rejsebøger, havebøger, wellness-bøger samt biografier og bibliotekets samling af sprogkurser har været særlig eftertragtede.

De unge lånere har heller ikke fornægtet bøgerne til fordel for Ipod og computerspil. De har valgt den gode gamle papirbog, primært med emnerne fantasy, action, vampyrfortællinger eller en god kærlighedsroman. Her toppes reservationslisterne af Bree Tanners korte liv efter døden og Daggry, begge af Stephenie Meyer og L.A. Candy af Lauren Conrad.

Sommerferieudflugt til biblioteket
Mange har benyttet Hovedbiblioteket som pusterum i hverdagen eller på rejsen. Rejsende har brugt ventetiden på at tjekke mail eller læse avisen på biblioteket helt fra kl. 8 om morgenen. Generelt er der blevet taget godt imod det nye morgenåbningstilbud, og der har været mange besøgende i tidsrummet kl. 8-10.
Hovedbiblioteket har i øvrigt oplevet en lille stigning i besøg, 2,22 %, i juni og juli 2010 set i forhold til samme periode sidste år.

Også mange børnefamilier har brugt byens biblioteker som udflugtsmål, hvor mor eller far har taget poderne med på jagt efter gode bøger til højtlæsning og hygge i ferien.

Musik til ferien
På Musikbiblioteket har man oplevet en stor efterspørgsel på musik fra danske kunstnere. Listen over mest populære CDer toppes af The Rumor Said Fire, Medina, Kim Larsen og Ginger Ninja.

Juni måned startede med en fusion af bibliotekernes to store musiksites, Netmusik.dk og Musikbibliotek.dk, til det nye site BibZoom.dk. Her kan man som noget nyt streame mere end 2.5 mio. musiknumre online ganske gratis til sin pc og andre gadgets, der kan håndtere Flash- og på både Mac, Linux og Windows-platforme. Fra oktober 2010 vil det også være en applikation til Iphone og Android klar til brugerne.

Suppleret med masser af spændende musiklæsestof og download af 3.5 mio. musikfiler til Windows, så er BibZoom.dk hele Danmarks leverandør af online-musik.

Lydbøger hitter
Lydbøger på CD er i stigende grad blevet fast inventar i bilradioen på kør-selv-ferien. Og hvis pladsen i kufferten blev for trang, var der også råd for det. Flere valgte nemlig at tage bøgerne med på MP3-afspilleren fra bibliotekernes gratis service Netlydbog.dk. Alene blandt Odense Centralbiblioteks lånere har knap 1000 net-lydbøger fundet vej til de digitale afspillere i juli måned 2010.

Flere steder har personalet også kunne notere en stigende interesse for ”downlån” af lydbøger og e-bøger, og har derfor introduceret mange nye brugere til de online bibliotekstilbud.

Medielab og e-bogslæsere et hit fra første færd
Juni 2010 bød også på åbningen af Medielab på Hovedbiblioteket. Medielab tilbyder Odenses borgere at prøve nye digitale medier, som f.eks. e-bogslæsere, som biblioteket understøtter med indhold. Herfra kunne man også låne en e-bogslæser med hjem – og alle e-bogslæsere har været udlånt fra første dag.
Medielab har været godt besøgt siden åbningen, primært af borgere over 40 år, der med interesse har spurgt personalet til råds eller selv har testet de forskellige typer af e-bogslæsere, der er stillet til rådighed.

Kort sagt: En sommer med masser af besøgende på byens biblioteker og en masse læse- og lyttestof til ferien samt gratis fornøjelser for borgerne blandt bibliotekets mange tilbud!