Spring til indhold
Nyhed

Unge skal have hjælp inden 24 timer

08-11-2009

Unge skal have hjælp inden 24 timer

Flere og flere unge føler ikke, de kan tale med hverken familie eller venner om deres problemer. Det kan gå ud over ungdomsuddannelsen, og det kan gå ud over livet. Derfor styrker Odense Kommune nu sin rådgivning til unge mellem 13 og 23.


Næsten hver tredje teenager under 16 år føler sig nogle gange udenfor. 20 procent føler sig ofte hjælpeløse, og 28 procent føler aldrig eller kun nogle gange selvtillid. Og næsten hver tredje synes selv, de er for tykke. Det viser en undersøgelse fra Styrelsen for Social Service.

Samtidig føler flere og flere unge, at de har svært at tale med venner og familier om problemerne. Risikoen er, at de unge dropper ud af uddannelsen, mistrives og får et dårligt liv.

Derfor styrker Odense Kommunes åbne rådgivning, Ungekontakten, nu sit tilbud til de unge. Ungekontakten udvider målgruppen fra at omfatte de 15-18-årige til nu at omfatte de 13-23-årige. Og samtidig forlænges åbningstiderne.


Hurtig hjælp

Banebrydende inden for ungerådgivning er, at Ungekontakten også tilbyder rådgivning inden 24 timer, uanset om de unge ringer uden for åbningstid.

- Al forskning tyder på, at det er afgørende, at de unge får hjælp, mens de er motiverede til at søge hjælp. De unge er jo meget mere spontane og impulsive, og derfor er vi som kommune også nødt til at kunne reagere hurtigt, siger afdelingsleder af Ungekontakten, Lene Schultz Larsen.

Ungekontaktens målsætning er at kunne hjælpe 600 unge i løbet af et år mod tidligere 300. Styrkelsen af Ungekontakten er finansieret af Servicestyrelsens projektmidler til initiativet ’Lige muligheder’ med fem millioner kroner over en fire-årig periode.


Flere igennem ungdomsuddannelse

Rådmand Jane Jegind mener, at flere unge vil kunne hjælpes igennem en ungdomsuddannelse, hvis de får hurtig hjælp.  


- Det er vigtigt, vi tager opgaven om at få de unge igennem uddannelsessystemet meget alvorlig. I Odense har vi en ambition om at få alle i en ungdomsårgang gennem uddannelsessystemet, siger Jane Jegind.

 


- Som samfund mener jeg også, at det er vigtigt, at vi giver alle lige muligheder for et godt liv, tilføjer hun.


Læs mere på www.odense.dk/ungekontakten og

http://www.servicestyrelsen.dk/wm147197   og se desuden vedhæftede rapport om unge og sociale problemer.


Kontakt:

Børn- og Ungerådmand Jane Jegind, tlf. 65 51 50 00, mobil 20 91 10 31 eller på mail: jmj@odense.dk
Leder af Ungekontakten Lene Schultz Larsen, tlf. 63 75 01 75, mobil 22 77 65 76, lsla@odense.dk
Leder af Familiehuset på Vandværksvej, som Ungekontakten hører ind under, Anders Nørgaard, tlf. 63 75 01 61, mobil 25 38 24 79 eller på mail: anden@odense.dk