Spring til indhold
Nyhed

Sportslørdag får comeback på Fyn

14-12-2009
Fyn skyder 2010 i gang med en forrygende fejring af øens mange talenter og stjerner indenfor sportens verden.

Det sker med det nye initiativ Sportslørdag, der er en fusion af det tidligere Årets Sportsnavn og Idrættens Årsfest i Odense og rummer en helt ny offentlig dimension.

Det er efterhånden mange år siden, det sidste DONG lød, og Sportslørdag var en saga blot. Nu genopstår konceptet imidlertid i en ny og særlig fynsk udgave, der ikke kun foregår hjemme foran fjernsynsskærmen.

Fynboerne får tværtimod mulighed for at møde stjernerne live, når der d.16. januar bydes indenfor i Odense Idrætspark til en lørdag i sportens tegn. Ca. 20 forskellige sportsgrene vil være repræsenteret ved stande i hallerne, hvor børn såvel som voksne kan teste sig selv, deltage i konkurrencer, se opvisninger mv.
Plakat om Sportslørdag
Ikke mindre end seks forskellige parter er afsendere af dette nye tilbud til fynboerne. Det er nemlig et historisk bredt offentligt-privat samarbejde, der har gjort Sportslørdag på Fyn til virkelighed.
 
Odense Kommune, som tidligere har hyldet sine danmarksmestre og internationale medaljevindere ved det lukkede arrangement Idrættens
Årsfest, er en af hovedaktørerne bag eventen.
 
”Vi er utroligt glade for, at det har været muligt at skabe synergi omkring fejringen af de dygtige fynske sportsfolk, og ideen om at invitere den almindelige borger indenfor og introducere det aktive sportslige element ligger jo rigtig godt i tråd med vores vision; ”at lege er at leve””, siger Odenses
borgmester Jan Boye.
 
Traditionsrig kåring og netværk til dessert
Udover kommunen og de tidligere arrangører af Årets Sportsnavn; Fyens Stiftstidende og TV2/Fyn, finder man også Sport Event Fyn, Fynske Idrætsforbund og SIKO på arrangørlisten for Fyns nye store sportevent.

Per Westergård, chefredaktør på Fyens Stiftstidende, glæder sig til at overrække den snart 60 år gamle pris ”Årets Sportsnavn” i Sportslørdag-kulissen.
 
”Denne event har et fantastisk potentiale. I fællesskab er vi i besiddelse af en bred vifte af kompetencer og erfaringer fra de tidligere arrangementer, som gør, at vi kan skabe en forrygende oplevelse for både den almene fynbo, topatleterne og den øvrige fynske sportsverden”, siger han.
 
I forlængelse af den folkelige og sportslige fest i idrætshallen vil der være reception for de særligt indbudte i Fionia Park.

”Sportslørdag er en unik chance for at samle toppen af den fynske sportsverden, og receptionen vil udover at hylde de dygtige atleter være en glimrende anledning til at netværke”, siger direktør Ove Mulvad fra TV 2/Fyn, som også sørger for noget til de, der ikke har mulighed for at deltage på selve dagen. TV 2/Fyn sender nemlig en fyldig reportage fra den nye store sportevent søndag d. 17. januar.

For yderligere info:
Kontakt kommunikationsansvarlig Gitte Vestermark, Sport Event Fyn,
tlf. 30 59 24 42, gv@sporteventfyn.dk