Spring til indhold
Nyhed

Saksede sjæle...

09-02-2009

Den fynske papirklipper Torben Jarlstrøm Clausen sidder i saksen og i perioden 16. februar - 6. marts 2009 kommer en karavane af hans klip til Vollsmose Kulturhus i forbindelse med udstillingen "Saksede sjæle...".


Siden han i 2003 som 38-årig begyndte at klippe papirklip ved et tilfælde, har han haft over 60 udstillinger og det er blevet til omkring 400 klip, et par nedslidte sakse og en hel masse fraklip!


Torben Jarlstrøm Clausens underfundige papirklip har således være vidt omkring, hvilket også netop er en af glæderne ved at være "praktiserende papirklipper", som han kalder sig:

- Jeg synes ganske enkelt, det er fantastisk at klippe i papir, men det er faktisk en endnu mere fantastisk, at klippene kommer rundt til en masse forskellige mennesker. Så får mine saksede sjæle deres helt eget liv. De er en del af en karavane der rejser fra sted til sted, hvor nogle sjæle så finder sig til rette, hvor de kommer frem, siger Torben Jarlstrøm Clausen. Hans papirklip klip er netop kendt for at være livsbekræftende og for at kalde på smilet, hvilket er en af grundene til, at de har fundet nye hjem rundt omkring.

- Først da jeg havde klippet i et stykke tid, gik det op for mig, hvad klippenes største kvalitet var - nemlig at de ganske enkelt møder verden med et smil. Banalt ja - men et eller andet sted er det jo sådan, at man får hvad man giver. Og klippene giver smil og livsglæde og så får de det tilbage, siger papirklipperen...med et smil.


Udstillingen kan ses i perioden fra d. 16. februar til d. 6. marts 2009 ved Vollsmose Kulturhus, Vollsmose Allé 14, 5240 Odense NØ (Vollsmose Kulturhus ligger i forlængelse af Outlet Fyn). Åbningstider hverdage kl. 10 - 15 og i forbindelse med arrangementer.



Vollsmose Kulturhus åbnede officielt i starten af april 2008 med en vision om at blive det kulturelle og kunstneriske kraftcenter i Vollsmose. Med et samlet areal på knap 3000 m2 fordelt over to etager indeholdende bl.a. bibliotek, sale og mødelokaler, mediehus, rådgivning og vejledning vedr. job, fritid, uddannelse m.m. er huset et rigtig godt tilbud om såvel oplevelser som oplysninger af enhver art til Vollsmoses beboere.


Yderligere oplysninger:

Vollsmose Kulturhus
Peter Ørting, kulturhusleder: tlf. 63750880 / kulturhusleder@vollsmose.dk
Ann Christina Lie Ladegourdie, kulturkonsulent: tlf, 63750881 / aclie@odense.dk
http://www.vollsmose.dk/kulturhur