Spring til indhold
Nyhed

Riwal donerer penge til "Get2sport"

12-10-2009
Da firmaet Riwal, som sælger og udlejer lifte og teleskoplæssere, skulle indvie deres nye domicil i Tietgenbyen, tog de en utraditionel beslutning. Frem for vingaver, blomster og andre ting, som folk normalt har med til receptioner, bad de gæster til indvielsen om at donere penge til indsamling til et socialt formål. Der mødte mange kunder og samarbejdsparter op til indvielsen og indsamlingen gik derfor over al forventning. Der blev således indsamlet i alt 25.381,50 kroner, som Riwal efterfølgende har rundet op til kr. 26.000.

Riwal har besluttet, at indsamlingen skal gå til projektet ”Get2sport”, der bruger foreningslivet som basis for dannelse af sociale netværk og som genvej til integration i det danske samfund.

Om baggrunden for at donere pengene til ”Get2sport” siger direktør Søren Rosenkrands:
- Vi synes, at det er vigtigt at tage et socialt ansvar. Det er også derfor, at vi gerne vil støtte ”Get2sport”, som vi synes yder en stor og målrettet indsats for udsatte unge ved at få dem ind i foreninger, hvor der dyrkes sport.

Onsdag den 14. november k. 14.00 overrækker Riwal pengene til ”Get2sport”. Det sker i Riwals nye domicil i Tietgenbyen, L.P.Brandts Allé 1. Her vil rådmand for Børn- og Ungeområdet Jane Jegind modtage pengene sammen med et par af de unge fra projektet.

Børn- og Ungerådmand Jane Jegind glæder sig over Riwals initiativ: ”Det er fantastisk flot, når virksomheder på den måde viser et socialt engagement. I stedet for vin og blomster, gives der nu en gave til en lang række børn og unge, som via Get2sport kan få endnu flere udfordrende og gode timer”.

For yderligere oplysninger, kontakt:
Direktør for Riwal Søren Rosenkrands, tlf. 63 17 14 24, mail: Soeren.Rosenkrands@riwal.dk
Børn- og Ungerådmand Jane Jegind, tlf. 20 91 10 31, mail: jmj@odense.dk