Spring til indhold
Nyhed

Revolutionerende styrkedragt kan være på vej til Odense

01-07-2009

Borgmester Jan Boye er i Japan for bl.a. at drøfte et samarbejde med producenten af en revolutionerende styrkedragt, der giver kørestolsbrugere mulighed for igen at kunne gå. ABT-fonden udtrykker interesse for at støtte afprøvningen af teknologien, og dermed kan Odense være på vej til at blive den første by i Europa, der tester styrkedragten.


Styrkedragten er udviklet af den japanske robotproducent Cyberdyne.

Borgmester Jan Boye er i disse dage på officielt besøg i Odenses japanske venskabsby, Funabashi, og i den forbindelse mødes han den 2. juli med Cyberdynes grundlægger, professor Sankai. På mødet skal de bl.a. drøfte mulighederne for et samarbejde mellem virksomheden og Odense Kommune.


Jan Boye ser frem til mødet og en demonstration af en særlig Odense-version af dragten, som en række borgere forhåbentlig kan få glæde af.


- Det er en fantastisk chance for Odense til at blive en del af et af de mest lovende og revolutionerende robotteknologiske projekter, som findes på verdensplan lige nu. Projektet vil samtidig sætte spot på Odense som centrum for udvikling af velfærdsteknologi og understøtter dermed den markante satsning, som vi har igangsat i samarbejde med Region Syddanmark, siger Jan Boye.styrkedragt måske på vej til Odense


Cyberdyne har indtil nu primært testet dragten i Japan. Men firmaet er ved at udvikle en Odense-version, som bl.a. tager højde for, at danskerne er større end den gennemsnitlige japaner. Dragten forøger styrken i de dele af kroppen, hvor funktionsevnen er nedsat, og den giver dermed bl.a. kørestolsbrugere muligheden for igen at rejse sig og bevæge sig rundt.


Støtte til patientkuffert

Det er Odense Kommune og Udviklingsforum Odense, der står bag i ansøgningen til ABT-fonden. I forbindelse med ansøgningen har Odense Kommune samtidig fået støtte til afprøvning af en patientkuffert.

Patientkufferten er en teknologi, som nemt og hurtigt sættes op i patientens eget hjem. Den gør det muligt for behandler og patient at se og tale med hinanden online via en videoskærm og en mikrofon. Den skal i testperioden bruges i forbindelse med genoptræning af ældre.


ABT-fonden (Fonden til investering i arbejdskraftbesparende teknologi) administrerer 3 mia. kroner til investering i arbejdskraftbesparende teknologi i den offentlige sektor.