Spring til indhold
Nyhed

Nyt tilbud til udenlandske studerende

21-09-2009

Undgå forvirring og ventetid. Mød op på Syddansk Universitet i morgen den 22. september og få registreret din indrejse på stedet. Sådan lyder BorgerServiceCenter Odenses gode tilbud til Odenses nye udenlandske studerende


De har ikke prøvet det før - men har både mod på at sagsbehandle på engelsk og på at flytte deres kontorer ud i ”marken”. Derfor rykker seks af BorgerServiceCenter Odenses borgerrådgivere i morgen den 22. september ud på Syddansk Universitet med et godt tilbud til Odenses nye udenlandske studerende – få registreret indrejse i Danmark og udleveret nyt CPR-nummer på stedet.


”Det bliver ret spændende. Vi aner ikke, om der kommer 2 eller 150 studerende, men vi håber selvfølgelig, at de studerende tager imod tilbuddet,” fortæller Søren Pedersen, borgerrådgiver i BorgerServiceCenter Odense.


Sparer andre for lang ventetid

Registrering af indrejse til Danmark er som regel en ekspedition, der tager lang tid og ved at kanalisere de udenlandske studerende væk fra Skulkenborg, slår man to fluer med ét smæk – det er nemt for de studerende at få registreret deres indrejse på SDU, og samtidig sparer man BorgerServiceCentrets andre kunder for en lang ventetid


”Det er en idé, vi har leget med i nogle år, og nu skulle det altså være,” lyder det fra Lone Kastberg Sunesen, funktionschef i BorgerServiceCenter Odense. ”Vi synes, det er et ret godt tilbud til de udenlandske studerende, at de bare kan møde op på universitetet, som de kender, og så ordner vi det hele for dem.”


Samarbejde mellem BorgerServiceCenter, SDU og Statsforvaltningen

Det nye initiativ er et samarbejde mellem BorgerServiceCenter Odense, SDU og Statsforvaltningen, og hvis det bliver en succes, rykker BorgerServiceCentret i marken igen til januar, hvor forårets optag af studerende på SDU starter.


I morgen bliver den primære opgave for BorgerServiceCentrets seks rådgivere at uddele CPR-numre, registrere indrejse og svare på generelle spørgsmål.


BorgerServiceCenter Odense regner med at kunne registrere mellem 150 og 200 studerende i løbet af dagen. Tilbuddet i morgen er for de studerende, der EU-borgere.


Yderligere oplysninger

Lone Kastberg Sunesen, Funktionschef: 21 29 63 05