Nyt job?
Nyt job?
I disse krisetider er der en del mennesker, der står uden job. Mange gør sig overvejelser om at skifte bane - måske til job, der er mere fremtidssikret. Både nu og i de næste mange år er der brug for omsorgsfulde hænder til at tage sig af andre. Derfor inviterer Odense Kommunale Ældrepleje til åbent hus, hvor der sættes spot på arbejdet som social- og sundhedshjælper eller social- og sundhedsassistent.
Åbent Hus-arrangementet finder sted i festsalen på Odense Rådhus onsdag den 4. marts kl. 15.00-18.30. Her kan man blive klogere på, hvad arbejdet som social- og sundhedshjælper eller social- og sundhedsassistent egentlig går ud på, høre om uddannelses- og karrieremuligheder og meget andet.
Gratis entré - alle er velkomne!
Festsalen vil være indrettet med forskellige stande, hvor ansatte i Odense Kommune besvarer spørgsmål om:
Sosu-uddannelserne: hvordan søger man, adgangskrav, indhold, varighed m.m.
Ansættelsesforhold: kontrakt, løn (elevløn, voksenelevløn m.m.), ferieafløser, jobmuligheder
Hverdagen: Hvordan er det at arbejde som sosu-hjælper eller sosu-assistent? I hjemmeplejen og på et plejecenter?
Arbejdsmiljø: Sundhedsordninger, brugen af velfærdsteknologi for et bedre arbejdsmiljø m.m.
Værdier: Odense Kommune arbejder værdibaseret - hvad vil det sige? Hvordan omsætter vi værdierne til handlinger i det daglige?
Tværfaglighed: Sosu'ernes tværfaglige fællesskab med sygeplejerske, terapeuter m.m. Hvordan kan man som sosu-assistent videreuddanne sig?
Vil du vide mere om åbent hus-arrangementet, så kontakt konsulent Lone Henriksen tlf. 65 51 32 24, e-mail: lmh@odense.dk