Spring til indhold
Nyhed

Nyt håb for dansk titel ved EU-mesterskaberne i boksning

18-06-2009
En positiv overraskelse i mellemvægtsklassen holder liv i drømmen om en dansk guldmedalje ved EU-medsterskaberne i boksning. Torsdag afvikles semifinalerne, hvor det afgøres om Dannebrog kan komme helt til tops i Odense.

Den danske mellemvægtsbokser (75 kg), Stefan Alms, kvalificerede sig sent onsdag aften til semifinalerne ved EU-mesterskaberne i boksning, som afvikles i Odense Idrætshal i denne uge.

Stefan Alms fra Århus BC, der er dansk mester i 2009 og tidligere har slået sine slag i Odenseklubben Olympia, boksede en meget flot kamp og vandt suverænt over Slovakiets Tibor Varga med 13-3.

De største forventninger hvilede ellers på den 6 kilo lettere weltervægter Torben Keller. Den 22-årge bankelev fra Pandrup BK tabte dog desværre sin kvartfinale til englænderen Scott Cardle med 9-6.

Med Stefan Alms flotte og overraskende præstation bevares muligheden for at bringe Dannebrog helt til tops ved de hidtil største EU-mesterskaber i boksning.

Bronzemedaljen er allerede i hus, men hvorvidt det kan blive et mere ædelt metal, som skal fejres i Odense, afgøres torsdag. Her bokser Alms semifinale mod sin tidligere landsmand Konstantin Burga fra Tyskland, og det bliver et særdeles spændende opgør, som kan overværes fra ringside i Odense Idrætshal kl. ca. 20.45.

Yderligere information:

Flemming Nissen, arrangementsansvarlig DaBU
Mobil: 21 26 52 34
E-mail: flemming.nissen@privat.tele.dk