Spring til indhold
Nyhed

Kulturmaskinen slår dørene op

07-01-2009
Odenses nye kulturelle legeplads vises frem for byens borgere ved et stor Åbent Hus arrangement. Lørdag d. 17. og søndag d. 18. januar 2009

Kulturmaskinen, Odenses nyeste kulturelle tiltag, sættes i omdrejninger den 17. og 18. januar med en weekend fuld af smagsprøver på Kulturmaskinens mange muligheder.


Se programmet for Åbent Hus arrangementet på Kulturmaskinens hjemmeside

Generelt om kulturmaskinen

Med Kulturmaskinen går Odense Kommune helt nye, innovative veje i kulturverdenen. Nogle af byens kulturaktører samles under et tag i hjertet af Odense i Brandts Klædefabrik. Studenterhuset, Internationalt Hus, Studenterradioen og Odense Filmværksted er flyttet ind og det nye bofællesskab danner grobund for et helt nyt og enestående kulturelt miljø.

Udover Kulturmaskinens faste beboere er målet at tiltrække eksterne kunstnere og andre ildsjæle for på den måde at skabe en mangefarvet palet af kunstneriske udtryk, så der er noget til både bredden og dybden med kvalitet som det gennemgående kodeord.


Kulturmaskinen huser også Badestuens gamle værksteder, som har fået nye og forbedrede rammer, og fem flotte mødelokaler til foreninger og andre aktører. Maskinen huser også flere scener velegnede til koncerter, teater, foredrag og andre sjove ting. Desuden har Kulturmaskinen sin egen cafe, der vil have det fynske køkken i centrum.


Til Kulturmaskinen hører også Magasinet og Farvergården, som er pladsen mellem Magasinet, Musikbiblioteket og selve Kulturmaskinen. Derved får Odense en ny udendørsscene, der kan rumme udendørs aktiviteter med et par tusinde deltagere.


"At lege er at leve" hedder Odenses vision fra 2008, der bygger på et ønske om at gøre byen kendt som den legende by, hvor man tør tænke anderledes og give plads til mangfoldighed. Med Kulturmaskinen får Odense nu en kulturel legeplads i byens centrum, der kan rumme legen - et væld af forskelligartede aktiviteter, og et stærkt, modigt og mangfoldigt kulturtilbud til byens borgere.

Åbenhus-arrangement d. 17. og 18. januar.

Kulturmaskinen sættes i omdrejninger kl. 11.00 lørdag d. 17. januar hvor der præsenteres en lang række smagsprøver på Kulturmaskinens mange muligheder.

Det mediegrafiske værksted, ler og tekstilværkstedet åbner op og viser deres nye flotte lokaler frem.


I den store sal vil der være underholdning for børn kl. 13.00 både lørdag og søndag.


Desuden er der fernisering på lyrikudstillingen, "Litteratur for begyndere og let øvede" og den første runde af digtkonkurrencen " Z-faktor". Internationalt Hus præsenterer verdensmusik og salsa, og der bydes på koncert med den nyudråbte Fynske jazzmusiker 2008 og Heidi kendt fra x-factor.

Lørdag aften gir’ vi den gas og kickstarter maskinen i samarbejde med Studenterhuset med store lokale navne som Indite, Fler Farver, The Kissaway Trail og Rock Hard Power Spray


Studenter Radioen laver lyttelækker lounge. Brandtsarbejderene byder velkommen til et historisk tilbageblik, og derforuden vil Tidenssamling, Odense Filmværksted og Odense Ser rødt bidrage til weekendens program, som kan ses i sin fulde udstrækningen på Kulturmaskinens hjemmeside.


For yderligere oplysninger:

Kulturkonsulent Birgitte Weinberger: +45 6551 2821 , bsw@odense.dk