Hvem er Odenses største legebarn?
Hvem er Odenses største legebarn?
Nu går jagten på at finde byens kreative og barnlige sjæle. Alle odenseanere opfordres til at nominere venner eller familiemedlemmer, der gør livet til en leg. Man bestemmer selv, hvad der skal til for at være et sandt legebarn. Det kan være en person, der er kreativ, én der gør andre glade, eller én, der bare gør tingene på sin helt egen måde.
Konkurrencen løber fra den 27. maj til den 30. juni, hvor man kan indsende nomineringer på www.legensby.dk. Man kan nominere et legebarn i kategorierne: 0-13 år, 14-25 år og 26 – 100 år. Vinderne får en gruppepræmie, så man sammen med venner eller familie kan tage på en opdagelsesrejse til Odense Zoo, til stand-up med Linda P. eller opklare en mordgåde med Murder Mystery.
Til at finde vinderne er der nedsat et dommerpanel, som består af Tine Kortermand, kunstner, Daniel Gjøde, DJ, grafisk designer og indehaver af designbureauet STUPID, Bo Frimodt, ansv. redaktør, Ugeavisen og Morten Givskud, konferencier, performer og ungdomsskoleleder.
- De fleste kender nogen, der gør tingene på en krøllet eller anderledes måde, hvor man tænker: ”waauuw, sådan havde jeg ikke tænkt på det”. Jeg håber konkurrencen kan være med til at få slags historier frem i lyset, som kan få smilet frem i folk, siger Morten Givskud som er aktiv i kulturlivet som konferencier og performer og som selv betegner sig som et stort legebarn.
Formålet med konkurrencen er at vise, hvor sjovt det kan være at bo i Odense – og give inspiration til borgerne i Danmarks legende by. Konkurrencen er samtidig med til at kickstarte websitet www.legensby.dk, som fremover skal være med til at profilere Odense med afsæt i visionen ”at lege er at leve.
På Legensby.dk finder man - udover events og links til aktiviteter i byen - info om og designmateriale for Odenses visions- og brandingprojekt, der skal styrke kendskabet til Odenses mange kvaliteter indenfor uddannelse, kultur, erhverv, bosætning og turisme. Odense Kommune står bag projektet i samarbejde med repræsentanter fra byens erhvervsliv og kultur- og uddannelsesmiljøer, som samles i et nyetableret advisory board.
Læs mere om konkurrencen.
Hent kampagnebilleder.
For mere info, kontakt projektleder Rune Bager, tlf. 65 51 11 26 / rb@odense.dk
Læs mere på www.legensby.dk