Konference skal sætte ekstra skub i teknologi for ældre
Den næste store europæiske konference for velfærdsteknologi afholdes i Odense til næste år.
Over de næste mange år bliver der flere ældre og færre til at hjælpe dem. Det er en udfordring overalt i Europa, og en af løsningerne er at finde frem til nye teknologier, som kan hjælpe de ældre.
På tværs af landegrænserne samarbejdes der om velfærdsteknologi, og næste år bliver der på en stor europæisk konference i Odense den 15. til 17. september 2010 lejlighed til at vise og diskutere hvor langt man er nået.
Ambient Assisted Living (AAL) er et europæisk program, der har til formål at forbedre livskvaliteten for ældre borgere gennem udvikling af aldersvarende informations- og kommunikationsteknologier. AAL Forum 2010, får deltagelse fra hele Europa såvel som fra resten af verden. Den arrangeres i et samarbejde mellem Videnskabsministeriet, Odense Kommune og Region Syddanmark.
- Informations- og kommunikationsteknologiske løsninger vil komme til at yde et afgørende bidrag til fornyelse af velfærdsstaten. Samtidig udgør velfærdsteknologien et meget vigtigt vækstpotentiale for dansk erhvervsliv. Regeringen har satset på området gennem bl.a. Fonden for Anvendt Borgernær Teknologi, Rådet for Teknologi og Innovation og Det Strategiske Forskningsråd. Jeg ser det syddanske værtskab for ”AAL Forum 2010” i Odense som et fornemt eksempel på, hvordan kommunale, regionale, nationale og europæiske bestræbelser kan spille sammen på det velfærdsteknologiske område, siger videnskabsminister Helge Sander.
Det er ingen tilfældighed, at netop Region Syddanmark skal huse arrangementet. Regionen er på mange områder førende indenfor innovative løsninger til social- og sundhedsområdet.
- AAL-Forum 2010 bliver et fantastisk udstillingsvindue for de mange lokale, regionale og nationale tiltag inden for velfærdsteknologi. Samtidig giver denne begivenhed mulighed for at sætte yderligere fart i realiseringen af Odense Byråds store ambitioner på området og den fælles regionale vision om at blive et internationalt kraftcenter inden for velfærdsteknologi, siger Jan Boye, borgmester i Odense.
Informations- og kommunikationsteknologi bliver stadig mere udbredt og brugen af teknologien kræver færdigheder, der ikke er selvfølgelige for mange ældre. Teknologien kan for mange ældre være en barriere for fri kommunikation og adgang til information, en barriere der risikerer at ekskludere de ældre fra det moderne samfund.
- En af de helt store opgaver bliver at få de teknologiske løsninger lavet sådan, at det er brugeren, som er i centrum og ikke teknologien. Det er netop det udgangspunkt, vi har for regionens store satsning på velfærdsteknologi, siger regionrådsformand Carl Holst.
- Det fremtidige erhvervsmæssige potentiale på området er meget stort, og vi er i tæt samarbejde med de private virksomheder om projekterne. I det offentlige har vi et stort ønske om at nytænke og forbedre kvaliteten af den service, vi leverer til borgerne. For de private aktører er der et stort forretningsmæssigt potentiale i at udvikle velfærdsteknologiske løsninger og produkter i partnerskab med en offentlig instans, påpeger Carl Holst
Fakta
Ambient Assisted Living (AAL) er et europæisk program, der har til formål at forbedre livskvaliteten for ældre borgere gennem udvikling af aldersvarende informations- og kommunikationsteknologier. AAL-programmet sætter det enkelte individ i centrum og ser borgerne som aktive og selvstændige personer.
Læs mere på: http://www.aal-europe.eu/
Yderligere oplysninger:
Region Syddanmark: Dorthe Kusk, Afdelingschef for Vækstforum, mobil: 2920 1801
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling: David Grønbæk, Innovationspolitisk Center, direkte tlf.: 3544 6233
Odense Kommune: Henning Seiding, Direktør for Velfærdsteknologi, mobil: 2127 0039