Grønnegade i Odense bliver et ungt opholdssted
Vinderen af den åbne internationale projektkonkurrence om omlægningen af Grønnegade i Odense er nu fundet. Vinderforslaget giver Brandts en værdig ankomstplads, og opfylder samtidigt Odense Kommunens ønske om at etablere et moderne byrum til aktiviteter og ophold. Bag vinderforslaget er den nystartede tegnestue MA-SU Planning, som nu er valgt til at tegne omdannelsen af Grønnegade. Onsdag den 14. januar 2009 bliver vinderprojektet præsenteret i Auditoriet på Brandts.
Odense er kendt for den gule teglklinke, der bliver brugt som belægning på alle byens fortove. Og netop teglklinken er det bærende element i forslaget fra tegnestuen MA-SU Planning, der er blevet udpeget som vinder af projektkonkurrencen om en omlægning af Grønnegade i Odense.
Vinderforslaget giver belægningstraditionen et moderne udtryk ved at lade den gule teglklinke slynge sig ned ad gaden i et bølget mønster. Forslaget indeholder også bløde og organisk formede sidde-plinte og et robotstyret skygge- og vandspil. Tilsammen giver det et nyt og friskt udtryk, som gør Grønnegade til et alternativt og ungt opholdsted i forhold til Odenses mere klassisk og geometrisk organiserede byrum.
”Som rådmand – og ikke som mindst borger i byen – ser jeg frem til at kunne tage den omdannede Grønnegade i brug om en årrække”, siger rådmand Anker Boye, By- og Kulturforvaltningen, Odense og fortsætter: ”Jeg er sikker på, at vi med vinderforslaget får et byrum, der på en gang henvender sig til områdets beboere og gæster i alle aldre, og samtidig er en værdig ankomst til Brandts”
Hans Peter Svendler, direktør i Realdania, siger: ”Vi finder forslaget interessant ved sin nyfortolkning af Odenses belægningstradition i gule klinker. Odense vil få en ny og spændende plads, der vil kunne fungere som en flot forplads til Brandts’ historiske bygninger og som et nyt rum for Brandts’ kulturelle arrangementer.”
Den åbne, internationale projektkonkurrence om en omlægning af Grønnegade blev udskrevet i foråret 2008. Omlægningen af Grønnegade er en del af Odenses Kulturstrategi og finansieres i et samarbejde mellem Odense Kommune og Realdania.
I dag henligger Grønnegade som en parkeringsplads og adgangsvej til parkeringspladser langs Kongestien, og ønsket har været at omdanne gaden til en værdig ankomstplads for Brandts og til et attraktivt og moderne byrum, som udnytter de mange potentialer, der er opstået med ombygningen af Brandts Klædefabrik.
Konkurrencen har været afholdt i samarbejde med Akademisk Arkitektforening.
Alle indkomne forslag vil være udstillet i Auditoriet på Brandts fra den 15. til den 31. januar. Tirsdag-søndag kl. 10-17 og torsdag kl. 12-21.
Dommerbetænkningen kan hentes på Brandts.
Yderligere oplysninger
Projektleder Peter H. Johannessen, Odense Kommune, tlf. 65 51 25 10
Projektleder Mads Farsø, Realdania, tlf. 70 11 66 66
Fakta
Dommerkomité
Konkurrenceforslagene blev bedømt af en dommerkomité, bestående af:
Anker Boye, Rådmand, By- og Kulturforvaltningen, formand for dommerkomiteen
Poul Falck, Direktør, Odense Byråd
Thomas Fonnesbæk Boe, Afdelingschef for Natur, Miljø og Trafik
Mads Farsø, projektleder Realdania
Fagdommere udpeget af Akademisk Arkitektforening
Rikke Munck Petersen, Landskabsarkitekt MDL, MAA
Klaus Mikkelsen, Arkitekt MAA
Vinder-teamet
Vinderteamet, tegnestuen MA-SU Planning,
Forfattere:
Malin Helena Blomqvist, Landskabsarkitekt MARK og
Sune Oslev, Arkitekt MAA.
Tegnestuen hører hjemme i København
2. Præmie
Løberen, Uldtotterne og Blegekarret
Forfattere:
POLYFORM v/Jonas Sangberg, Thomas Kock, Celia Teremetz, Ina Hjort Jacobsen
ÅF-Hansen & Henneberg v/Christian Klinge
2. Præmie
Spinning Jenny
Forfattere:
Projektteam med fælles ophavsret:
Virginie Le Goffic, landskabsarkitekt DPLG, MDL, Jens Linnet, landskabsarkitekt MDL
Niels Pugholm, studerende ved Det Fynske Kunstakademi
Indkøb
Bykrystallet
Forfattere:
Fælles ophavsret:
Steen Palsbøll arkitekter v/ Steen Palsbøll, arkitekt MAA
og Slowland v/ Ulrik Kuggas, Pernille Ploug, Johanne Heesche, Steen Himmer, landskabsarkitekter
Indkøb
Grønnegade – fra parkering til opholds og aktivitetsplads
Forfattere:
EBDNBA arkitekter ApS, ophavsret
I samarbejde med:
Bettina Lamm, landskabsarkitekt MAA, MDL
VIA Trafik, trafikkonsulent
Medarbejdere EBDNBA arkitekter ApS:
Nana Diercks, arkitekt MAA
Stefan Urup Kaplan, arkitekt MAA
Erik Brandt Dam, landskabsarkitekt MDL, arkitekt MAA
Rosende omtale
Sub rosa
BYEN SOVER
Forfattere:
Fælles ophavsret:
Anders Christiansen, arkitekt MAA
Jens Kamp, arkitekt MAA
Karin Bech, arkitekt MAA