Spring til indhold
Nyhed

Fynske borgmestre: Fyn skal på Danmarkskortet

02-09-2009

Fynske borgmestre: Fyn skal på Danmarkskortet

Når en række af de fynske borgmestre tirsdag den 8. september tager til København for at mødes med miljøminister Troels Lund Poulsen, er det med en meget præcis dagsorden – Odense og Fyn skal spille en mere synlig rolle i Landsplanredegørelsen, der er regeringens vision for den fremtidige udvikling af Danmark.


I forslaget til Landsplanredegørelse er Hovedstadsområdet og Østjylland fremhævet som vigtige vækstområder, mens Fyn og Odense – i øvrigt sammen med resten af Danmark – ikke er blevet tildelt en rolle. Det vil borgmestrene have lavet om på.

- Det er ikke tilfredsstillende, at landsplanredegørelsen udelukkende fokuserer på vækst i to områder af landet – det giver ikke et Danmark i balance, siger Odenses borgmester Jan Boye (C). - Den positive udvikling på Fyn skal fortsætte og det er vigtigt, at der også fra centralt hold bakkes op via klare landspolitiske prioriteringer, siger Jan Boye og fortsætter: - Vi er et tydeligt bevis på, at vi med målrettede lokale erhvervspolitiske tiltag skaber nye arbejdspladser og nye virksomheder. Det vil gerne have underbygget endnu mere ved også en klar national prioritering af Fyn i landsplanlægningen.


Da Odense og Fyn har fælles interesser har det været naturligt for borgmestrene at stå sammen om at få styrket øens og byens position fortæller Jan Boye (C):

- Vi er en ø med unikke kvaliteter og med Odense som landets tredjestørste by og hovedby i Region Syddanmark og på Fyn. Det bør være synligt i landsplanlægningen og det har undret os meget, at Fyn slet ikke har en synlig rolle i Landsplanredegørelsen, siger borgmesteren og fortsætter: - Med sin centrale placering i Danmark er Fyn vigtig for væksten og udviklingen i hele landet, på lige fod med Hovedstadsområdet og Østjylland.


Borgmester i Kerteminde Kommune Palle Hansborg-Sørensen (A) er glad for, at de fynske borgmestre står sammen om at arbejde for at sætte Fyn på dagsordenen i den kommende Landsplanredegørelse:

- For det er vigtigt, at Fyn med sin centrale placering bliver understøttet som et vækstområde både erhvervs- og vidensmæssigt og i forhold til bosætning og oplevelser, siger han.


De fynske kommuner tager til Miljøministeriet med flere ønsker. De beder nemlig også ministeren om en udmelding omkring de såkaldte udkantsområder på Sydfyn. Og så præsenterer de et bud på, hvordan man generelt kan få en mere bæredygtig vækst i Danmark, især på trafik- og mobilitetsområdet. Desuden ønsker borgmestrene at diskutere infrastrukturelle spørgsmål, da det har stor betydning for sammenhængskraften i landet.


Flere oplysninger:


Borgmester Jan Boye, 20 40 29 12

Borgmester Palle Hansborg-Sørensen, 40 16 55 75