Spring til indhold
Nyhed

Fremtidens stjerner bliver testet i Odense

20-10-2009

På torsdag får eleverne fra Tornbjerg Gymnasiums Eliteidrætsklasser en unik mulighed for at finde ud af, hvor talentfulde de rent faktisk er.


Torsdag den 22. oktober fra kl. 8:30-12:00

kommer alle eleverne på en hård prøve, når de skal testes af Team Danmarks testcenter på Syddansk Universitet. Normalt åbner Team Danmarks testcenter kun dørene for landets absolut bedste atleter, men eliteorganisationen markerer i efteråret sit 25 års jubilæum ved blandt andet at stille sine testeksperter til rådighed for Odense kommune.


- Jeg er rigtigt glad for, at Odense er med til at sætte fokus på eliteidrætten og Team Danmarks 25-års jubilæum. Eliteidrætten har udviklet sig helt enormt. Fra den spæde start i 80’erne til nutidens moderne topsport. I dag er den rette talentudvikling helt afgørende — og jeg er utroligt glade for det samarbejde som organisationen har med vores Elitekommuner. Der er ingen tvivl om, at indsatsen i Odense og de 17 andre Elitekommuner er afgørende for dansk talentudvikling. Og det er jo fremtidens stjerner — dem der blandt andet skal testes i Odense — som skal skrive de næste 25 års sportshistorie, siger Team Danmarks formand, Carl Holst.


Stjernestøv på besøg

OL-sølvvinderen Casper Jørgensen er en af de atleter, der har trådt den lange vej fra talent til verdensklasse-atlet på cykelbanen. Torsdag den 22. oktober kl. 8:45-9:30 fortæller han talenterne fra Tornbjerg Gymnasium, hvordan han har brugt Team Danmarks testcenter som et redskab til at nå verdenstoppen.


Rådmand Jane Jegind er imponeret over Team Danmark-dagen. "Team Danmark-dagen i Odense er både sjov og spændende. Vi har et godt samarbejde med Tornbjerg Gymnasium om Eliteidrætsklasserne, som er en rigtig god ordning for de mange talenter i Odense, der ønsker at realisere sine drømme samtidig med at de tager en studentereksamen. Og jeg er overbevist om, at de unge talenter får en sjov, lærerig og anderledes dag på tværs af idrætsgrene og årgang," siger Jane Jegind, Rådmand Odense kommune.


Yderligere oplysninger:

Michael Johansen, Elitesekretariatet Odense kommune

Tlf.: 65 51 53 68.