Spring til indhold
Nyhed

Foraeldre bag byggeri til unge med handicap

03-03-2009
Forældre bag byggeri til unge med handicap

I morgen lægger handicaprådmand Peter Rahbæk Juel (S) en symbolsk grundsten til et nyt botilbud for unge med handicap, der bor i Odense. Med til begivenheden er de forældre og deres unge børn, som for fem år siden satte gang i en proces, der betyder, at 40 unge udviklingshæmmede til november kan flytte ind i botilbudet Sedenhuse.

- Jeg er både glad og stolt over, at vi til november kan åbne dørene til Sedenhuse. Et byggeri som på flere planer er et foregangsprojekt for både borgerinddragelse og boligindretning på handicapområdet, siger rådmand Peter Rahbæk Juel (S) og fortsætter:

- Med Sedenhuse har vi helt fra begyndelsen taget udgangspunkt i de unges livssituation og behov, både hvad angår indretningen på stedet og de mange faciliteter. Det bliver et sted for unge mennesker, og det kommer det i den grad til at bære præg af. Her kommer til at summe af liv og aktivitet.

Forældrene involveret fra begyndelsen
Det er mange års arbejde og et stort engagement, som nu bærer frugt for en forældregruppe til unge med Downs syndrom. Op til kommunalvalget i 2005 gik de aktivt ind i valgkampen og fik sat fokus på behovet for flere boliger til unge udviklingshæmmede. Og i 2006 kunne de glæde sig over, at politikerne satte penge af til botilbudet, der senere har fået navnet Sedenhuse.

- Det var stort, fortæller Nanna Ziegler, der er med i forældregruppen bag Sedenhuse og mor til 20-årige Aja, som til november flytter ind i det nye botilbud.

- Vi er en gruppe, der har fulgt hinanden, siden vores børn blev født i slutningen af 80’erne. For ca. fem år siden begyndte vi at tale om, hvad der skulle ske, når børnene skulle flytte hjemmefra. Af uforklarlige årsager blev der født mange børn med Downs syndrom i slutningen af 80’erne, så det gik hurtigt op for os, at der ikke ville være boliger nok til vores børn, fortæller Nanna, der har været rigtig glad for samarbejdet med Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune:

- Vi er blevet hørt i hele processen og vores idéer og kommentarer er blevet brugt, så Sedenhuse har alle chancer for at blive det sted, vi har drømt om for vores børn.

Mød forældre og unge til grundstensnedlæggelsen
Pressen er inviteret til grundstensnedlæggelsen på onsdag den 4. marts kl. 13.30. Bjerggårdshaven 39, 5240 Odense NØ. (Byggepladsen ligger umiddelbart bag Bjerggårdshaven 31-33, Center for Senhjerneskadede.)

Til begivenheden deltager bl.a. rådmand Peter Rahbæk Juel, afdelingschef Alice Holm fra Ældre- og Handicapforvaltningen, repræsentanter fra byggeriet og ikke mindst forældrene og de unge, som til november flytter ind i Sedenhuse.

Bonusinfo: Grundstensnedlæggelse
En grundstensnedlæggelse er en symbolsk handling, hvor man i forbindelse med indmuringen af, i dette tilfælde tre sten, placerer et forseglet rør, hvor man ligger dagens mønt, dagens avis, byggetegninger m.v., ind i hulmuren, så eftertiden om et par hundrede år kan få lidt informationer om byggeriet og den tid, det blev opført i.

Yderligere oplysninger
Rådmand Peter Rahbæk Juel, 30 51 31 15
Kommunikationskonsulent Annette Wognsen Frederiksen, 21 17 24 84