Spring til indhold
Nyhed

Filmbyen Brandts

28-07-2009
OFF09 - Odense Internationale Film Festival Så er der kun tre uger til Kick OFF, og spændingen stiger som vi nærmer os årets filmfestival i Odense. Vi er stolte over at kunne præsentere Filmbyen Brandts:

Brandts Klædefabrik bliver én by – en filmby - i byen, bundet sammen af filmfestivalens lilla farver. Spankuler som en ægte filmstjerne op ad den lilla løber ind i biografens mørke, fra café til café og butik til butik, og nyd den levende musik, der vil strømme ud over hele Filmbyen Brandts.

"Vi glæder os meget til OFF09 her på Brandts Klædefabrik. Vi regner med at rigtig mange vil finde vej til området og nyde den gode stemningen. Det er dejligt at have en god anledning der samler hele området, og det må filmfestivalen siges at være", udtaler Jørgen B Christensen - formand for Brandts Brugerforening.

Brandts Klædefabrik bliver til ét stort kulturmekka, når film og folk fra hele verden strømmer til byen og blander sig med de mange filmglade odenseanere. Filmene kan ses på Magasinet og i Cafe biografen, der også lægger hus til flere af festivalens andre events. Odenses nye kulturhus Kulturmaskinen bliver et naturligt centrum. Her findes OFF´s hovedkvarter, VIP Lounge, Videobar og Natklub. I Farvergården er der udstilling, Sommerdans og koncert. Flere butikker laver specielle OFF-tilbud. Café Envy 1. floor er vært ved OFF’s Gourmet & Film-event. Amfiscenen danner rammen om Open Air-biografen, og på Musikbiblioteket laves en særudstilling om musikfilm og filmmusik, og selvfølgelig kan de lækre toner som altid lånes med hjem.

Hele Brandts – Filmbyen i Odense – bliver pyntet op til film, fest og farver.

Yderligere information
Birgitte Weinberger, leder, Odense Internationale Film Festival, Kulturmaskinen, Odense, tlf. +45 6551 2821
www.filmfestival.dk