Spring til indhold
Nyhed

FIFA-battle i Vollsmose Kulturhus

08-12-2009

FIFA-battle i Vollsmose Kulturhus

Der var engang hvor computerspil var lig med bebrillede nørder, drengeværelser med nedrullede gardiner og nul kontakt til omverden. Det var dengang. I dag afholdes der internationale turneringer i elektroniske sport , e-Sport, med professionelle udøvere der drager verden rundt for at udøve deres sport.


Går man og drømmer om at gøre karriere i den boldgade, så var det måske værd at lægge vejen forbi Vollsmose Kulturhus lørdag d. 12. december, hvor der afholdes FIFA-battle i kulturhusets store sal. Op til 64 personer får mulighed for at jonglere på den virtuelle grønsvær i det nye FIFA 10 på PS3-konsoller, og publikum får desuden mulighed for at følge udvalgte kampe på storskærm. Helt uden for konkurrence bliver der desuden lejlighed til at spille Counter Strike på computer.


Tilmelding til FIFA-battle foregår efter først til mølle-princippet på tlf. 63 75 08 80 eller mail: tilmelding@vollsmose.dk. Det koster ikke noget at deltage og der er fri entré for publikum.


Arrangementet skydes i gang lørdag d. 12. dec. kl. 10.


FIFA-battle er et samarbejde mellem Odense eSport, NettetNu og Vollsmose Kulturhus.


Fakta om e-Sport:

  • e-Sport - elektronisk sport - er computer og videospil der spilles som konkurrencesport.
  • e-Sport er hastigt voksende og tiltrækker flere spillere på verdensplan end fodbold gør.
  • I Kina og Korea er e-Sport anerkendt som officiel sportsgren med professionelle spillere, der har en årsløn i millionklassen.
  • Til OL i Bejing i 2008 var asiatiske e-Sports stjerner med til at løbe OL faklen til Beijing, hvor sportsgrenen var med som en såkaldt opvisningssport.
  • Ved World Cyber Games, verdens største eSportsfestival, i 2007 var der næsten 1 million deltagere, der forsøgte at kvalificere sig til finalen i Seattle.

 

Flere oplysninger: Ann Christina Lie tlf. 63 75 08 81 / aclie@odense.dk