Spring til indhold
Nyhed

Et aar mere til Psyk Info

12-11-2009
Ældre- og Handicapudvalget besluttede tirsdag at afsætte de nødvendige midler til, at informations- og rådgivningstilbudet PIO Psyk-Info også er åbent for borgerne i Odense i 2010.

Det er bl.a. et stigende antal henvendelser fra borgere, der har brug for råd og vejledning om sindslidelser, som får Ældre- og Handicapudvalget til at afsætte 600.000 kroner, så informations- og rådgivningstilbudet PIO Psyk-Info kan fortsætte i 2010.

- Psyk-Info varetager en vigtig opgave som kommunens eneste reelle forebyggelsestiltag på psykiatriområdet. Derfor er jeg rigtig glad for, at borgerne også i 2010 vil kunne komme ind fra gaden for at få anonym rådgivning, siger ældre- og handicaprådmand Peter Rahbæk Juel (S).

Nyt samarbejde
I 2010 udvides aktiviteterne i Psyk-Info med et partnerskab med LMS - Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade.
Samarbejdet med LMS betyder bl.a., at borgerne fra 1. januar 2010, en dag om ugen, vil kunne komme ind fra gaden og få anonym rådgivning af en psykolog og en frivillig fra LMS.

Fakta om Pio Psyk-Info
PIO Psyk-Info er et åbent og tilgængeligt forebyggelsestiltag for mennesker med alvorlige psykosociale problemstillinger. PIO fungerer som et åbent informations- og rådgivningstilbud, hvor borgere bl.a. kan få anonym rådgivning om psykiatri og sindslidelser samt information om de tilbud, der findes i Odense for mennesker med en sindslidelse eller psykiske problemer.

Arbejdssteder og uddannelsesinstitutioner kan også henvende sig og få informationer, frit og tilgængeligt, bl.a. gennem Psyk-Infos brugerlærerkorps.

Yderligere oplysninger
Rådmand Peter Rahbæk Juel, 30 51 31 15