Spring til indhold
Nyhed

Elever filmer din affaldssortering

20-10-2009

Odenses ældste folkeskoleelever filmer med deres mobiltelefoner i hele byen denne uge for at fortælle historien om, hvordan vi håndterer affald

Tænk over, om du har sorteret dit affald ordentligt, næste gang du smider noget i containeren på genbrugsstationen eller tværer et cigaretskod ud på jorden. Alle elever fra 7., 8. og 9. klasse i Odenses folkeskoler står nemlig i denne uge parat med deres mobiltelefoner for at 'lommefilme', hvordan vi sikrer en ren by.

Baggrunden er kampagnen Pletskud i en ren by, som er et samarbejde mellem Odense Kommunes Børn- og Ungeforvaltning og Odense Renovation. Formålet er at skabe opmærksomhed om vores rene by.


Eleverne, som arbejder i hold, får frie hænder til at lave en lille film - en såkaldt lommefilm - på højest to minutter. Om det skal være science fiction, dokumentar eller dogme, er helt op til de unge filmskaberes kreativitet. Det eneste krav er, at filmen skal vise Odense som en ren by, og at den skal være optaget med mobiltelefonen. Alle film lægges på YouTube og kan ses på www.youtube.com/pletskudodense.

Miljøbevidste børn og unge
Rådmand for Børn- og Ungeforvaltningen Jane Jegind (V) mener, det er vigtigt, at de unge udfordres i miljøspørgsmål.


- Jeg synes, det er et meget spændende initiativ med en kampagne, der sætter fokus på Odense som ren by og samtidig udfordrer de unge mennesker i kommunens skoler til at sætte affald og klima på dagsordenen, siger hun.


Bestyrelsesformand for Odense Renovation Lars Havelund pointerer, at kampagnen skal være med til at fremtidssikre vores rene by.


- Det er vigtigt at få vakt børn og unges interesse for, hvordan vi håndterer vores affald. Det er simpelthen en langsigtet miljøsikring: Børnene er fremtidens miljøforkæmpere. Vi skal aflevere en ren by til dem, og de skal siden forvalte den med omtanke, understreger han.

Genbrugspræmier
De bedste film præmieres, men alle der deltager i kampagnen, kan få et unikt armbånd designet specielt til kampagnen af designeren Mie Lerche og fremstillet i seje genbrugsmaterialer af KFUM Genbrug.

Eleverne på vinderholdet får hver et lommekamera og et bordfodboldspil til klassen. Præmien overrækkes på deres skole den 30. oktober klokken 10.

For overrækkelsen står rådmanden for Børn- og Ungeforvaltningen, Jane Jegind (V),og byrådsmedlemmmet Lars Havelund (K), som også er bestyrelsesformand for Odense Renovation A/S.

Kontakt:
Rådmand Jane Jegind, tlf. 20 91 10 31, jmj@odense.dk
Bestyrelsesformand Lars Havelund, tlf. 20 66 27 10, havelund@odense.dk
Kommunikationschef Claus Hammerich, Odense Renovation, tlf. 63 13 82 05/ 40 15 60 42, cs@odenserenovation.dk
Skolekonsulent Thomas Bach Piekut, Børn- og Ungeforvaltningen, tlf. 21 29 27 tbp@odense.dk