Spring til indhold
Nyhed

Connie Hedegaard besoger Odense

30-09-2009
Når Klimaminister Connie Hedegaard på torsdag gæster Odense for at høre om kommunens initiativer på klimaområdet skal hun, udover at mødes med borgmesteren, også høre hvad lokale skole-elever mener om emnet.

Det er ministeren selv, der har ønsket at få en status på Odenses arbejde med klima og miljø. — Det glæder mig naturligvis meget, at Connie Hedegaard lægger vejen forbi, siger borgmester Jan Boye (K). — 80 % af verdens befolkning lever i byer, så det er kun naturligt at det i dag er de store byer, der går forrest i kampen mod de klimaudfordringer, vi står over for. Derfor vil jeg bl.a. fortælle ministeren om vores ambitiøse miljøpolitik, hvor vi har som mål at Odense bliver Danmarks mest bæredygtige by, siger Jan Boye.

Odense er desuden sammen med de fem største byer i Danmark repræsenteret med en stand på Klimatopmødet i København i december.
Dialog med skoleelever

Connie Hedegaard får også lejlighed til at høre, hvad den yngre generation mener om klimadebatten.
20 elever fra Højby Skoles ældste klasser er nemlig klar til at stille spørgsmål og komme med deres egne synspunkter til Klimaministeren og borgmesteren. De unge er særdeles godt klædt på til mødet — i sidste uge havde de emneuge med fokus på klimaudfordringer og det kommende klimatopmøde i København. Ugen mundede ud i et mini-topmøde med lokalpolitikere i Odense, hvor eleverne udfordrede politikerne med spørgsmål, synspunkter og ny forskning på området.

Mødet foregår på Fynsværket, der producerer elektricitet til det nordiske elnet og leverer fjernvarme til store dele af Fyn. Desuden indvier Fynsværket senere i år et stort halmfyr, der vil give betydelige besparelser på CO2.

Program for Connie Hedegaards besøg i Odense torsdag den 1. oktober:

17.00
Klimaminister Connie Hedegaard ankommer til Fynsværket og modtages af borgmester Jan Boye.
Kort oplæg ved borgmesteren om Odense Kommunes arbejde med klima og miljø samt efterfølgende drøftelse med ministeren

17.10
Dialog med elever fra Højby skole
17.30
Rundvisning på Fynsværket, herunder mulighed for individuelle interviews med minister og borgmester
18.00
Arrangementet slutter

Besøget foregår på Fynsværket, Havnegade 120, 5000 Odense C.

Pressen er velkommen under hele besøget, og bedes tilmelde sig hos Kommunikationskonsulent Katja Arabelle Antabi, 65 51 10 97, kaan@odense.dk

Flere oplysninger:
Borgmester Jan Boye, 20 40 29 12