Spring til indhold
Nyhed

Club 11 - netværk for ensomme unge

11-10-2009

Ensomme unge tilbydes netværk

 

Odense Kommune har fået tre millioner kroner fra Velfærdsministeriet til at hjælpe unge ud af ensomhed


Statistisk set vil mellem fem og syv procent af alle unge i Odense mellem 15 og 23 år ofte føle sig ensomme. Det viser tal fra Servicestyrelsen. Og det er bekymrende, for forskningen viser, at der er en sammenhæng mellem det at være ensom i ungdommen og depression, alkoholisme, angst og kriminalitet i voksenlivet.

Derfor har Odense Kommune fået bevilget tre millioner kroner fra Velfærdsministeriet til et projekt, hvor de ensomme unge kan få værktøjer til at danne netværk med andre unge og blive bedre til at skabe sociale relationer. Målgruppen er unge, der typisk er i gang med en ungdomsuddannelse eller som går i 9. eller 10. klasse.

Projektet hedder Club11 og hører under Familiehuset på Vandværksvej. Et forløb i Club 11 vil veksle mellem gruppesamtale den ene uge og netværksaktiviteter den næste uge.

- Vi giver de unge mulighed for at arbejde med individuelle målsætninger i grupper. De kan i gruppen eksperimentere med ny adfærd og nye strategier i forhold til andre, siger Anders Nørgaard, der er leder af Familiehuset på Vandværksvej.

Ugen efter samtalerne arbejder de unge med målsætningerne i praksis. De tager eksempelvis en tur i svømmehallen sammen, går på café eller laver noget mad sammen.

Stort udbytte
Al erfaring viser, at de unge har stort udbytte af at høre andre unge i samme situation fortælle om deres følelser og tanker. Samtidig er støtte fra den professionelle voksne med til at kvalificere samtalerne med råd, vejledninger og at sætte mål.

Rådmanden for Børn- og Ungeforvaltningen, Jane Jegind (V), pointerer, at samfundet har en pligt til at bidrage med hjælp til at få de unge ud af ensomhed.

- Hvis unges ensomhed kan resultere i alkoholisme og depression eller, at de dropper ud af en ungdomsuddannelse, så bør vi som samfund gribe ind så tidligt som muligt. Det er godt for de unge og omverdenen, siger Jane Jegind.

Læs mere på:
www.Odense.dk/club11
Velfærdsministeriets pulje  'Netværk og samtalegrupper for sårbare børn og unge'.
Læs mere på: http://www.servicestyrelsen.dk/wm147208

Kontakt:
Børn- og Ungerådmand Jane Jegind, tlf. 65 51 50 00 / 20 91 10 31 eller på mail: jmj@odense.dk
Leder af Familiehuset på Vandværksvej Anders Nørgaard, tlf. 63 75 01 61/ 25 38 24 79 eller på mail: anden@odense.dk
Psykolog Annegrete Dall-Hansen, tlf. 63 75 01 64 / 40 21 89 73 eller på mail: ad@odense.dk
Psykolog Linda Oline Johanne Førgaard Schou, tlf. 63 75 01 69, 40 21 90 12 eller på mail: lscho@odense.dk