Spring til indhold
Nyhed

Affaldsdetektiver i børnehuse

15-09-2009

Affaldsdetektiver i børnehuse

 

Odenses børn i børnehaver og SFO'er  kan nu kalde sig affaldsdetektiver. De har i to uger deltaget i kampagnen 'Skraldiaden', som sætter fokus på god skralde-adfærd.


Kampagnens hovedbudskab er, at skrald skal i skraldespanden eller på genbrugsstationen - men det kan en del danskere have svært ved at huske. For selvom undersøgelser viser, at cirka 90 procent mener, at det er "meget forkert" at smide affald på gaden eller i naturen, så finder rigtig mange på undskyldninger for at gøre det alligevel.


Derfor har fonden 'Hold Danmark rent' og en række kommuner, herunder Odense, i fællesskab kørt kampagnen for at sætte fokus på god skralde-adfærd blandt de fem til otte-årige.


Ifølge rådmanden for Børn- og Ungeforvaltningen, Jane Jegind (V), er det et godt sted at starte hos børnene.
- Det skal ind med modermælken, at vi alle sammen har et ansvar for at holde vores omgivelser rene. Det har også en afsmittende effekt på de voksne, når børnene begynder at skælde forældrene ud, hvis de eksempelvis smider affald ud af bilruden, siger rådmand Jane Jegind (V).


Jesper Kinch Jensen (S), medlem af Børn- og Ungeudvalget, og medinitiativtager til kampagnen i Odense, mener, at skraldeadfærd også handler om vaner og rutiner.
- Det er vigtigt på et tidligt tidspunkt at give børnene gode vaner og rutiner omkring skrald og affald. Vaner og rutiner, som de kan have med sig resten af livet, siger han.


 

Skraldehelten fra genbrugspladsen

Både børnehaver og SFO’er har i kampagnen lært skraldehelten Reno at kende. Reno bor på den lokale genbrugsplads, og gennem sjove breve har han fortalt, hvad der sker på genbrugspladsen og ude i naturen. Han har nu udnævnt alle børnene til affaldsdetektiver, som har skullet opklare mysteriet om, hvor skraldet kommer fra.


Gennem en højtlæsningsbog har pædagoger desuden fortalt historien om 'Robert Rå' og 'Ligegyldia', som sviner med affald i skoven. Børnene møder alle figurerne i form af skuespillere fra KampagneKompagniet til det store Skraldiade-show, som finder sted torsdag d. 17. september fra klokken 09.30 - 11.00 i Magasinet, Brandt Passage 26, 5000 Odense C


 

Mere information:

www.skraldiade.dk
www.holddanmarkrent.dk


 

Kontakt:

Jane Jegind (V), rådmand i Børn- og Ungeforvaltningen, tlf. 6551 5000/ 20911031, e-mail jmj@odense.dk
Jesper Kinch Jensen (S), medlem af Børn- og Ungeudvalget, tlf. 22629195, e-mail jki@odense.dk
Institutionsleder Vibeke Hindhede, tlf. 29135754, e-mail vhj@odense.dk
Gitte Valentin, kommunikationsmedarbejder i Hold Danmark Rent, tlf. 42 60 50 27
Anne Holm Hansen, direktør i Hold Danmark Rent, tlf. 40 27 04 34