Spring til indhold
Nyhed

Visetradition fra 1500 tallet til vore dage

13-06-2008

Visecentret på Syddansk Universitet har i forbindelse med sit 25 års jubilæum og Sangens år lavet en udstilling om visetradition fra 1500-tallet til vore dage. Udstillingen vises nu i perioden 20. juni – 16. juli på Hovedbiblioteket, Odense Banegård Center. Der er gratis adgang.

 

Viseudstillingen består af 3 dele.

 

Den første

viser noget om den ældst kendte indsamling i 1500-tallet. De kendte adelsfamilier Giø, Brahe og Bille holdt bl.a. til på herregården Rosenholm på Djursland. Her var et enestående miljø for boglige sysler og for det vi i dag kalder indsamling af folkeviser og folkeminder.

 

Visecentret har en komplet samling af disse kendte visebøger, f.eks. Karen Brahesfolio, Jens Billes visebog og Ide Giøs visebog. Originalerne af disse ligger i Karen Brahes Bibliotek på Landsarkivet i Odense.

 

Udstillingen viser også Mette Giøs Tragica i fotografisk genoptryk, Anders Sørensen VedelsHundredvisebog oprindelig fra 1591, men her også i et genoptryk. Peder Syv genudgav den i 1695 forøget med endnu 100 viser til 200 viser. Her kan man se en lidt senere udgave.

 

Anden del

viser noget fra indsamlingen i 1800-tallet, nemlig nogle af Evald TangKristensens udgaver af viser og andre folkeminder samt en kopi af en side i en af hans dagbøger.

Udstillingen viser også en kopi af Sv. Grundtvigs håndskrift (Grundtvigs kvart), som han fik af sin far NFS Grundtvig) i konfirmationsgave. Dette håndskrift starter hans interesse for folkeviser og indsamling. Han grundlagde det store værk Danmarks gamle Folkeviser.

 

I slutningen af 1800-tallet begyndte bogtrykker Julius Strandberg at udgive i hundredvis af skillingstryk samt sanghæfterne Den syngende mand, som kom i mange oplag. Sølves Bogtrykkeri i Odense tog arven op efter ham. Der vises eksempler i udstillingen.

 

Tredje del:

Da Visecentret startede, fik man kontakt med nogle ældre personer, der stadig kunne huske og synge gamle, overleverede sange og viser. De vigtigste her hos os er Karen Madsen, Karoline Pedersen og Anders Beck Sørensen. Der er en del båndoptagelser med disse på udstillingen og Visecentret har fået deres visebøger – enten originale eller i kopi. De er registreret i en førstelinieregistrant, som kan findes på centrets hjemmeside: visecenter.sdu.dk

 

Visecentret har gennem sin indsamling i nu 25 år fået en del visebøger. Man kan se eksempler på udstillingen.

 

I 1990’erne blev der i Odense Universitetsbibliotek lavet et skillingsviseprojekt. På en PC kan man bladre i forsiderne af de ca. 500 skillingstryk, der er behandlet i projektet. Der kan desuden høres et par enkelte lydoptagelser dertil.

 

Opslagstavlen viser småtryk helt tilbage fra 1500-tallet og til i dag. De ældste er fra Karen Brahes skillingstryksamling. De yngste er sangpostkort og ugebladsviser, som de fleste kender så godt i dag.

 

Viseudstillingen vises i den normale åbningstid på Hovedbibliotekets 2. sal.

For nærmere oplysninger kontakt Elisabeth Jansen, SDU, tlf. 6550 3289.