Spring til indhold
Nyhed

Verdensstjerner kommer til byen

09-04-2008

Den Kongelige Ballet kommer til Odense 

 sommerballet.png

Selvom der er langt til Kongens Nytorv i København, kan man sagtens opleve ballet i verdensklasse i Odense. Den 1. juni optræder balletdansere i verdensklasse i Kongens Have under navnet Danske Sommerballet – helt gratis og under åben himmel.

 

Danske Sommerballet er et samarbejde mellem Danske Bank og Det Kongelige Teater. Det er anden gang, at Danske Sommerballet kommer til Odense, men tredje år i træk, at Den Kongelige Ballet turnerer rundt i landet med et repertoire specielt sammensat til open air-arrangementet. I løbet af maj og juni optræder de prominente balletstjerner forskellige steder Danmark.

 

Noget for enhver smag

– Den Kongelige Ballet er blandt verdens bedste kompagnier i verden, og vi er selvfølgelig glade for, at valget igen faldt på Odense. Publikum kan glæde sig til at se det bedste fra Den Kongelige Ballet – både hvad angår program og dansere. Det bliver en fantastisk aften, der kan samle byen omkring noget helt særligt, siger filialdirektør Morten Hedelund, Danske Bank Odense Afdeling.

 

Balletmester Frank Andersen står i spidsen som kunstnerisk ansvarlig for Danske Sommerballet. Han har sammensat cremen af dansere fra Den Kongelige Ballet til Danske Sommerballet: Silja Schandorff, Amy Watson, Tina Højlund, Yao Wei, Ulrik Birkkjær, Nicolai Hansen, Tim Matiakis, Fernando Mora og mange flere – i alt 16 dansere.

 

– Der bliver helt klart noget for enhver smag – og for alle generationer, for vi favner bredt – både hvad angår stilarter, opsætning og udtryk. Vi glæder os meget til igen at komme rundt i landet og danse for et publikum, der af geografiske årsager ikke har direkte adgang til vores matrikel til hverdag. At danse under åben himmel kan være helt magisk for os, men kræver også at vi spiller ekstra med musklerne. Ved Danske Sommerballet har vi ikke scenerummets trygge rammer, men til gengæld kan vi hive det uendelige himmelrum ned til publikum, siger balletmester Frank Andersen, Den Kongelige Ballet.

 

Gratis adgang

Danske Sommerballet byder på tre store publikumssucceser fra det moderne og klassiske repertoire. Udover den meget berømte, farverige finale i August Bournonvilles Napoli får publikum serveret den finske koreograf Jorma Elos nyeste moderne ballet Lost on SLOW med Vivaldis barokmusik. Endelig skal Odense opleve Yesterday af John Neumeier med musik af Beatles og med Bournonville som det store forbillede.

 

En opførelse af de dimensioner kræver særlige faciliteter. Og uden støtte fra Odense Kommune, By- og Kulturforvaltningen ville Danske Sommerballet ikke være mulig.

 

Danske Sommerballet finder sted søndag den 1. juni kl. 19.30 i Kongens Have. Og der er gratis adgang. Kom i god tid med tæpper, underlag, puder og tag picnic-kurven med. Lad gerne bilen stå for at undgå parkeringsproblemer. I tilfælde af meget regn vil arrangementet blive aflyst.

 

For mere information:

Filialdirektør Morten Hedelund, Danske Bank Odense Afdeling, tlf.: 45 13 76 29

 

Kulturkonsulent Trine Spliid Bech, Odense Kommune, By- og Kulturforvaltningen,

tlf.: 65 51 28 02