Velbesøgt møde mellem Odense Kommune og somalisk forening
Henover påsken holdt Odense Kommune møde med Somalisk Børn- og Ungeforening.
Foreningen blev kendt, da pressen i slutningen af januar rejste mistanke om at børn blev slået i forbindelse med aktiviteter i foreningens regi.
Grundet anklagens alvor, besluttede kommunen at politianmelde foreningen. Det skete bl.a. for at få klarhed over sagens forløb og for at sikre retssikkerheden for de involverede børn og forening. Politiets efterforskning viste efterfølgende, at der ikke var indhold i mistanken.
På baggrund af sagsforløbet, blev der den 15. marts holdt et møde mellem Børn- og Ungerådmand Jane Jegind, Børn- og Ungedirektør Klaus Majgaard, ca. 150 forældrene og foreningen, der har til huse i Bøgeparken i Vollsmose.
Mødet var en god anledning til at få diskuteret nogle af de forskelle som der bl.a. er omkring børneopdragelse i danske kultur og somalisk kultur. Der var ligeledes en god dialog omkring betydningen af demokratisk opdragelse, opstilling af rammer og disciplin for børnene, samt betydningen af omsorg og anerkendelse.
Mødet gav anledning til refleksion hos begge parter og det blev besluttet, at man skulle fortsætte den gode dialog som blev etableret.
For yderligere information, kontakt:
· Børn- og Ungerådmand Jane Jegind, tlf. 20 91 10 31, E-mail: jmj@odense.dk