UNICEF By-Erhvervsstafet startet
Odense Marcipan starter UNICEF By-Erhvervsstafet
Mandag overrakte Borgmester Jan Boye en Erhvervsstafet til Adm. direktør Niels Søgaard, Odense Marcipan. Tanken er, at odenseanske virksomheder på denne måde kan være med til at støtte UNICEF By-indsamlingen.
Formålet med Erhvervsstafetten er kort og godt at samle penge ind til UNICEF By-projektet, samt udbrede kendskabet til UNICEF og UNICEFs arbejde.
- Vi synes, det er et godt projekt, og det vil vi gerne støtte. Projektet gør en forskel for de børn i Bolivia, som vi samler ind til, men det betyder også noget for Odense som by, og det vil vi gerne bakke op, siger Adm. direktør Niels Søgaard, Odense Marcipan.
Der er mange måder at gribe det an på, man kan både lave en aktivitet på arbejdspladsen, som samler penge ind eller for eksempel lægge et ekstra beløb på et af sine produkter i en given periode.
Man kan også vælge blot at donere et beløb til indsamlingen. Pointen er, at man beskriver sit bidrag i stafetbogen, før man giver den videre – til inspiration for de næste deltagere.
- Jeg håber, at så mange virksomheder som muligt vil være med til denne lidt anderledes måde at samle penge ind på. Jeg er sikker på, at der både blandt ledere og medarbejdere er masser af gode idéer til, hvordan man kan hjælpe. Det prøver vi nu at få frem i lyset med denne erhvervsstafet, siger Borgmester Jan Boye.
Ved overrækkelsen af erhvervsstafetten havde Niels Søgaard medbragt en særlig UNICEF By-kage til Borgmester Jan Boye.
Målet for UNICEF By indsamlingen er 2,5 mio. kr. – ca. 14 kr. pr. indbygger i Odense Kommune. Formålet er at samle penge ind til UNICEFs arbejde med at skabe børnevenlig skoler i det nordlige Bolivia, hvor mange skoler, udover traditionelle skoleredskaber, mangler helt basale faciliteter som rindende vand og elektricitet.
Læs mere om Odense UNICEF By 2008 på: www.odense.dk/unicef
For yderligere information kontakt: projektleder Ane Stockmarr, EventHouse på tlf.: 30 85 77 91