Odense Bys Museer overtager tilsyn med fortidsminder
Tilsyn med fortidsminder
Fra den 1. januar har Odense Bys Museer overtaget ansvaret for tilsyn med fredede fortidsminder på Fyn og øerne.
Opgaven har tidligere ligget i Fyns Amt, der igennem de sidste 18 år har ført et løbende tilsyn med fortidsminderne. Dette har betydet, at alle 1050 fynske fortidsminder er blevet tilset hvert femte år. Kulturarvsstyrelsen, der har det overordnede ansvar for fortidsminderne ønsker, at det løbende tilsyn skal fortsætte og har derfor skrevet kontrakt med 10 museer i Danmark, der skal varetage tilsynsopgaven lokalt.
Tilsynet skal sikre, at der ikke sker skader på fortidsminderne. Heldigvis er skader og indgreb i fortidsminderne ret sjældne. 70 % af fortidsminderne på Fyn ligger i skov. I skoven er der størst fare for at der køres med store skovmaskiner hen over fortidsminderne. I det åbne land er den almindeligste overtrædelse, at der ikke holdes en beskyttelseszone på 2 meter omkring hvert fortidsminde, men at der pløjes for tæt på.
Langt de fleste fortidsminder er dysser, høje og skibssætninger fra oldtiden, men også befæstningsanlæg, voldsteder og mindesmærker kan være fredede. De fleste fortidsminder er i privat eje, og det er målet at få etableret et godt samarbejde med lodsejerne med oplysninger om fortidsminderne på deres ejendom. Der er udarbejdet informationsmateriale, ligesom der planlægges møder og kurser specielt rettet mod ejere af fortidsminder.
Alle indberetninger om fortidsmindernes tilstand vil fremover tilgå Kulturavsstyrelsen elektronisk, direkte fra felten i en nyoprettet landsdækkende database. Dette vil give en indsigt i fortidsmindernes tilstand som er helt opdateret.
Det er erfarne fagfolk fra Odense Bys Museer, der i det daglige skal varetage opgaven, nemlig overinspektør Karsten Kjer Michaelsen og museumsinspektør Ellen Warring, der varetog opgaven i Fyns Amt.
Tilsynet vil starte i Svendborg og Faaborg-Midtfyn Kommuner.
En oversigt over fortidminder på Fyn findes på www.historiskatlas.dk
Henvendelser om tilsynet kan ske til museumsinspektør Ellen Warring på telefon 6551 4693
Med venlig hilsen
Lene Pedersen
Marketingchef
ODENSE BYS MUSEER
Overgade 48, 5000 Odense C
lenp@odense.dk
Tlf. +45 6551 4616
Mobil +45 2090 1312
Tilmeld dig nyhedsbrevet Nyt fra Odense Bys Museer på www.museum.odense.dk