Tag et pusterum midt i juletravlheden
By- og Kulturforvaltningen, Kultur, inviterer til gratis dukketeater på Flakhaven, lørdag den 6. december 2008 kl. 11.00. Forestillingen varer 35-40 min.
Det er dukketeateret Svanen, som står bag forestillingen "Hvad fatter gør.....".
Kim Westi, som er dukkefører, spiller forestillingen "Hvad fatter gør......" af H. C. Andersen i den tjekkiske dukketeatertradition. Det er en historie om et naivt, positivt og glad livssyn og om to menneskers grænseløse kærlighed.
Forestillingen drejer sig om de reelle værdier i livet, om de små ting, og at det er lige meget, hvad vi ejer, når bare vi har hinanden. Så kig forbi og tag en pause fra juletravlheden med en sød, humoristisk og musikalsk marionetdukketeaterforestilling.
Forestilling henvender sig primært til de 3-8 årige, men kan sagtens ses af hele familien!
Der er siddepladser til 60 personer, og forestillingen foregår udendørs. Ved regn- og snevejr aflyses forestillingen.
Yderligere information kan fås ved:
By- og Kulturforvaltningen, Kultur. Litten Fogt tlf.: 6551 2811 eller LFO@odense.dk