Store Cykeldag i Odense
Store oplevelser på Store Cykeldag
Søndag den 8. juni er det Store Cykeldag i Danmark. Det er Dansk Cyklist Forbund, som har
taget initiativ til arrangementet. I Odense markerer vi Store Cykeldag med
en familievenlig tur på ca. 30 km. Borgmester Jan Boye indleder
arrangementet kl. 10.00 på Flakhaven og deltager herefter selv i
cykelturen. Turen er ganske gratis.
Ruten er 30 km lang, men alle kan sagtens være med. Tempoet er sat ned, og
der vil være pauser undervejs, hvor man kan nyde sin medbragte mad og
drikke - husk at medbringe nok til hele turen. Det er også muligt at stå på
og hoppe af turen undervejs.
Turen starter fra Flakhaven kl. 10.00 og går herefter forbi havnen og videre langs nordsiden af kanalen. Herfra tager vi færgen over kanalen og cykler videre til Stige Ø. På Stige Ø holder vi spisepause indtil kl. 12, hvor Rådmand Anker Boye indvier mountainbike- og dirt-jumpbanen. Cykelklubberne ”Le Pedaleur de Charme” og ”5K Freeride” vil demonstrere banerne, og der vil være mulighed for selv at afprøve banerne – enten på egen cykel eller på en mountainbike, som man kan låne på stedet. Alle er velkomne på Stige Ø til indvielsen - også hvis man ikke er cyklet med fra starten.
Kl. 13 går turen videre til Åsum og ad småveje til Lindved Å. Naturvejleder Poul Bjerregaard fortæller om Kohaveskoven, før vi atter cykler tilbage mod Flakhaven. Her forventer vi at ankomme omkring kl. 15.00. Der vil være små sponsorerede overraskelser til deltagerne.