Spritny sognehistorie på gaden

Den 13. marts 2008 udkommer Bellinge - træk af sognets historie, der forsøger at give en samlet historisk beskrivelse af forstaden Bellinge. Bogen er skrevet af fire arkivarer fra Odense Stadsarkiv og lektor Per Grau Møller fra Syddansk Universitet.

Undervejs i arbejdet har frivillige med tilknytning til Bellinge Lokalhistoriske Forening og Arkiv ydet en værdifuld indsats. Sognehistorien vil blive præsenteret i Bellinge Sognehus’ store sal kl. 20.00.

Bogen skildrer udviklingen i Bellinge Sogn siden middelalderen og frem til i dag, og det er historien om store omvæltninger.

Bellinge Sogns historie – kort fortalt

I århundreder var Bellinge og Brændekilde Sogne som tvillinger, der fulgtes ad i tykt og tyndt. De levede i et slags had-kærlighedsforhold. Alle vidste dog, at Bellinge var lillebror i forhold til Brændekilde. Bellinge var annekssognet, der ganske vist havde en kirke, men ikke sin egen præst. Han boede i Brændekilde, hvor også de store bønder havde deres gårde. Det var ligeledes bønderne i Brændekilde, der først blev selvejere, mens bønderne i Bellinge endnu var fæstere under Christiansdal (det tidligere Dalum Kloster).

Bellinge var en ganske almindelig fynsk landsby med kirke, kro og bøndergårde, der lå langs landsbygaden. Selv om udskiftningen rykkede lidt op i den gamle landsby, og en stor brand i 1840 fik flere til at flytte ud på markerne, så lignede Bellinge i store træk stadig sig selv, da halvdelen af 1800-tallet var omme. Men på tærsklen til det 20. århundrede begyndte Bellinge at gå sin egen vej, og tvillingerne Brændekilde og Bellinge voksede fra hinanden.

Det kunne mærkes flere steder. Da de to sogne i 1800-tallet ligesom alle andre fik kommunalt selvstyre, blev Bellinge og Brændekilde én kommune, men i 1921 var selvstændighedstrangen i Bellinge så stærk, at man søgte om separation. Kommunestriden handlede om penge. Et gammelt mundheld i Brændekilde lød: "I Bellinge har man pungen, men i Brændekilde pengene". Borgerne i Bellinge havde i mange år nasset på det mere velstående Brændekilde, men omkring 1920 var rollerne byttet om. Bellingefolkene ville ikke længere betale for Brændekilde. Skilsmissen blev dog ikke til noget, for amtet var betænkeligt. Man skulle populært sagt ikke bare kunne melde sig ud af en kommune for at spare i skat.

Bellinges voksende velstand var i mangt og meget kommet, fordi bønderne her var mere omstillingsparate. Enkelte Bellingebønder var begyndt at sælge deres yderste jord fra gartnere, der kom til sognet fra Lumby. Og snart blev landbrugsland til gartneriland. Gartnerne kom til at sætte deres præg på sognet de næste mange år, ikke mindst indtil parcelhusfolket rykkede til Bellinge i 1960’erne. I århundreder havde Bellinge ligget hen i stilfærdig tilbagetrukkethed, men fra de glade 60’ere blev landsbyen indfanget af storbyens interessesfære. Bellinge blev "opdaget" af odenseanerne, som tilskyndet af bygge- og udstykningsvågne folk fik øjnene op for sognets idyller ved Odense Å. Odense var i efterkrigstiden i voldsomt bekneb for boliger, så folk flyttede ud i de nye parcelhuskvarterer i forstæderne – ud til f.eks. Bellinge. Her var masser af plads, og så var skatten også lavere.

Hvor der før lå marker, skød Bellinges parcelhuskvarterer op. På rekordtid blev landsbyen forandret fra landsby til sove- og villaby. År for år voksede parcelkvarterene og strakte sig stadig længere ud. Her på grænsen mellem land og by var der masser af plads til nybyggeri, hvor folk kunne få opfyldt drømmen om eget hus med elektricitet, komfur, støvsuger, transistorradio, telefon, kummefryser, vaskemaskine, toilet med afløb, rindende vand og kunstigt klima ved hjælp af fjernvarme, Rockwool-isolering og Danfoss-termostater. Og alt sammen i naturskønne omgivelser.

Udviklingen er inden for de sidste årtier gået stærkt i Bellinge, og mens Brændekilde den dag i dag fremstår som et lidt gammeldags landsbysamfund, så er Bellinge i dag en sydende forstad med eget næringsliv og boblende foreninger. Området har stadig vokseværk, og nye udstykninger skyder op.

Der er flere grunde til, at det blev Bellinge og ikke Brændekilde, der blev forvandlet til forstad. Bellinge lå dels tættere på hovedvejen, hvilket gjorde det nemmere at komme til og fra Odense – at komme på arbejde. Og dels var bønderne i Bellinge hurtigere til at se fordelen ved at sælge deres jorder fra – først til gartnerierne og senere til parcelhusfolket. Allerede i 1906 mente sognepræst Olsen, at Bellinge sammenlignet med Brændekilde var præget af mere "ungdommelighed og livlighed". Sognet var mere fremskridtsvenligt end de velnærede og traditionsbundne bønder i Brændekilde.

Bogen er på ca. 240 sider, med omkring 150 billeder og med tre indlagte foldekort.  

Yderligere oplysninger fås hos Jørgen Thomsen (65511031 - jth@odense.dk