Premiere på musicalen Joanna med musik af Gasolin
Børn og unge fra Kulturskolen Lille Knud under Odense Musikskole præsenterer årets musical Joanna med kendte numre fra Gasolins storhedstid.
Det sker lørdag den 8. marts kl. 14.00 på H.C. Andersen Skolen.
Lille Knud optog elever til årets forestilling ved en audition for 4. – 10. klasse i september 2007, og vores elever har øvet flittigt lige siden. Nu er vi så klar og glæder os til at se familie og venner samt alle musicalinteresserede og Gasolinfans til premieren. Der er gratis entre.
Forelskelse midt i kaos
Joanna handler om børn og unges verden med skole, fester, pigefnis og den første forelskelse. Fie og Jim mødes, bliver forelskede og prøver at finde ud af alt det nye, der sker i et kaos af venner, klassekammerater, hårde tøser og den lokale posedame Nanna. Midt i alt dette prøver læreren fru Mortensen, skoleinspektøren fru Svendsen, pædagogen Bjarne og betjentene Fup og Fidus at skabe ro og orden – dog ofte forgæves!
Det har været en spændende proces
Line D. Carlsen, der står for kulisser og kostumer, har skabt et moderne univers med graffiti, knallerter og seje piger i læderjakker. "Det har været sjovt at gå på jagt i genbrugsbutikker for at finde de helt rigtige ting, der kan tegne det meget forskelligartede persongalleri," siger Line. Og instruktør Rasmus Skovmand fortsætter: "Vores elever har selv været med til at formgive deres roller og give personerne liv og særpræg, det har været en spændende proces." Rasmus Skovmand er imponeret over arbejdsindsatsen fra Lille Knuds elever, der i år med få undtagelser kommer fra skoler i Odenses nordøstlige område.
Gasolin, here we come!
Musikken brager løs med kendte numre fra Gasolin, da de var bedst. Ørehængere som "Refrænet er frit", "Kvinde min" og "På banen" er musik, som mange er vokset op med og gerne skråler med på. Jette Holk Hansen, der underviser i kor- og solosang, kan sine Gasolinklassikere udenad. Hun har med glæde oplevet, hvordan Lille Knud-eleverne efterhånden kan synge med på Joanna-numrene, som var de født til det.
Musikken kører derudad
Helge Pedersen, der står i spidsen for den musiske side af Joanna, har i år hentet et par forstærkninger blandt Odense Musikskoles elever. "Det er en stor opgave at indstudere alle numrene på så kort tid, og musikerne har virkelig slidt i det," siger Helge Pedersen med slet skjult stolthed i stemmen.
Lærerkræfterne er nye, men ikke uprøvede
Instruktør, Rasmus Skovmand; orkesterleder, Helge Pedersen; kor, Jette Holk Hansen og scenograf + kostumier, Line D. Carlsen. Lille Knud har desuden fået hjælp til danseoptrin af danser Tine Damborg.
Med venlig hilsen
Kulturskolen Lille Knud, Pernille Holmskov og Kristina Jensen
Kontakt os på telefon 30 62 79 49 / 65 91 01 88
eller mail pehol@odense.dk