Spring til indhold
Nyhed

Præmieoverrækkelse og rundvisning hos H.J. Hansen

20-10-2008

27 kilo skrot pr. barn. Så meget samlede børnene på Lumby Skole ind, da der stod containere på Odenses skoler i uge 38 og 39. Det gør Lumby Skole til vindere af konkurrencen om, hvilken skole der fik samlet mest skrot til fordel for børn i Bolivia.


Derfor er det en klasse derfra, der bliver vist rundt på H.J. Hansen den 21. oktober og er med ved den efterfølgende præmieoverrækkelse.


Pressen er velkommen til præmieoverrækkelsen.


På Lumby Skole har skrotindsamlingen været et familieprojekt, fortæller viceskoleinspektør, Kurt Grønning Nygaard Larsen.


- Der er mange familier, der har udnyttet muligheden for at få ryddet op. Så der var både gamle murstilladser, køleskabe og en gammel grønthøster i containerne. Flere af børnene kom om mandagen og fortalte, hvad de havde været med til at rydde op i weekenden, siger han.


- Lærerne fortalte om projektet i klasserne og gav børnene hver en pjece med hjem. Og det må være noget, de har talt meget om derhjemme, siden vi har fået så meget skrot samlet ind, siger han.


Kampagnen Skolebørn hjælper Skolebørn skulle egentlig kun have kørt i en uge, men projektet blev forlænget. Odense Renovationsselskab og H.J. Hansen Genvindingsindustri stod for indsamlingen af skrot, så de blev sat på ekstraarbejde, da projektet blev forlænget. Heldigvis hjalp den sidste uge gevaldigt på det samlede resultat.


Imponerende indsatser


På Lumby Skole var der allerede skrot i containerne efter første uge, men mange af skolerne kom først for alvor i gang med at samle skrot i den sidste uge.

Derfor er Skoleafdelingen i Odense Kommune taknemmelige for, at alle gad gøre en indsats en uge mere. Både firmaerne, der er med i projektet, skolernes servicemedarbejdere og især alle de elever, der slæbte skrot med i skole.

- Der er gode resultater på flere af skolerne. Med 27 kilo skrot pr. barn er Lumby Skolen suveræn vinder, og derudover vil vi særligt fremhæve Bækholmskolen for deres indsats, fortæller Kim Melsen, der er UNICEF By-koordinator i Skoleafdelingen.


- Bækholmskolen har samlet 498 kilo skrot ind. På skolen går bare 24 elever, så det svarer til over 20 kilo pr. barn. Oveni købet ved vi, at en enkelt klasse med bare seks elever står for langt det meste af indsamlingen. Det er jo en imponerende indsats både af elever og lærer, siger Kim Melsen.


Slået af finanskrisen


Hvor meget skrot, der i alt blev samlet, bliver først afsløret den 21. oktober, når H. J. Hansen Genvindingsindustri har vejet og beregnet priser og er klar til at sælge skrottet videre.


Den dag overrækker vinderklassen fra Lumby Skole pengene til Jane Jegind, rådmand for Børn- og Ungeforvaltningen, der modtager pengene på vegne af UNICEF By.

Lars Havelund, formand for bestyrelsen ved Odense Renovationsselskab, overrækker vinderklassen præmien på en tur i biografen, og Jens Hempel Hansen, der er administrerende direktør hos H.J. Hansen overrækker præmien med teater, dans og koncertoptræden til hele Lumby Skole.


Det beløb Jane Jegind får til UNICEF By er desværre præget af den allestedsnærværende finanskrise. Det forklarer miljøchef, Thorvald Brix Isager.


- For bare tre måneder siden var jern og aluminium meget mere værd end i dag. Krisen gør at priserne på råstoffer er faldet, og vi får mindre for det skrot, vi sælger. Det går desværre også udover vores projekt, forklarer han.


Til gengæld lover H.J. Hansen at smide penge oveni til det gode formål, og i forbindelse med projektet har Plus Pack doneret 10.000 kroner til UNICEF By.


- Endelig har projektet været relevant for børnene. Det er alle i samarbejdet enige om, siger Kim Melsen.


- Skolebørn hjælper skolebørn er jo bæredygtighed i børnehøjde, siger han.


Vil I vide mere om indsamling eller arrangement:


Lumby Skole,

(fra mandag) skoleinspektør, Hans Erik Knudsen eller viceskoleinspektør Kurt Grønning Nygaard Larsen. Tlf. 65 95 52 95


Skoleafdelingen,

Kim Melsen, tlf. 65 51 51 15


Odense Renovationsselskab,

(fra mandag) Dorthe Lind, tlf. 63 13 82 27


H.J. Hansen Genvindingsindustri,

Sanne Terp Nielsen, tlf. 63 10 91 16