Odense vært ved utraditionel nordisk miljø-konference
Til efteråret kommer Odense for alvor på det nordiske miljøkort, når byen den 15.-17. september er vært for en konference om bæredygtighed.
Til september kommer Odense til at summe af liv, når byen i tre dage har værtskabet for "One Small Step", en nordisk konference om bæredygtighed.
Konferencens emne er "Klima og lokale handlinger", og deltagerne skal sammen prøve at svare på bl.a. disse spørgsmål:
· Hvilke handlinger kan mest effektivt nedbringe CO2-udledningerne?
· Hvordan sættes handlingerne i værk?
· Hvordan kan vi optimere partnerskaber mellem erhvervslivet, forbrugerne og det offentlige?
- Jeg er meget stolt over at Odense skal være vært for en så stor og vigtig konference. Klimaforandringer og bæredygtighed er jo alvorlige sager, og hvis vi kan være med til at finde brugbare løsninger og gode bud på lokale og nationale handlinger, der kan nedsætte CO2-udslippet, er det noget alle odenseanere og danskere faktisk godt kan være stolte over!, siger borgmester Jan Boye og fortsætter: - Jeg synes også, det er meget vigtigt at få sat partnerskaber mellem det private og det offentlige på dagsordenen, fordi jeg tror på, at der er meget at hente i den slags samarbejder, når vi taler bæredygtighed. I det hele taget venter jeg mig meget af konferencen, siger Jan Boye.
Utraditionel konference
"One Small Step" kommer til at adskille sig fra traditionelle konferencer, idet deltagerne selv skal i aktion en meget stor del af tiden. – Vi vil gerne prøve at flytte den der gode netværks-snak, man har i pauserne på store konferencer, ind i konferencelokalet, siger konsulent Randi Lykou Petersen, der arrangerer "One Small Step". – Vi tror på, at de, der melder sig til konferencen, har rigtig meget at byde på, og ved at inddrage dem så meget som muligt, får vi helt sikkert også et godt handlingskatalog.
Der vil også være traditionelle oplæg, som bl.a. Bjørn Stigson, Direktør for den verdensomspændende organisation for bæredygtig erhvervsudvikling, leverer. På den måde bliver deltagerne godt klædt på til at diskutere i grupper og komme med konkrete løsningsforslag.
"One Small Step" er for beslutningstagere på det offentlige og private område i hele Norden, og skal bl.a. munde ud i et katalog over konkrete nordiske handlinger, som kan bringes videre til FN’s klimakonference i København i 2009.
Programmet for konferencen er netop offentliggjort, og der er åbnet for tilmelding.
Flere oplysninger:
Borgmester Jan Boye, 65 51 10 00 eller 20 40 29 12
Ang. konferencens program og praktiske oplysninger, Konsulent Randi Lykou, 20 51 68 22
Ang. konferencens faglige indhold, Kontorchef Lene Holm, 24 46 61 46
FAKTA:
"One Small Step" afholdes i Odense den 15.-17. september 2008
Det er 3. gang, den nordiske bæredygtighedskonference afholdes
Arrangør er Odense Kommune i samarbejde med Nordisk Ministerråd, Miljøministeriet, Rådet for Bæredygtig Erhvervsudvikling, Friluftsrådet, Syddansk Universitet og Aalborg Kommune, og Region Syddanmark.
Lokale bidragsydere er: Odense Vandselskab, Odense Energi, Odense Renovation, Odense Fjernvarme.