C.C Nielsen hædret
Ved Udviklingsforum Odenses velbesøgte nytårskur den 15. januar 2008, tildelte borgmester Jan Boye på Odense Kommunes vegne erhvervslederen C.C. Nielsen en særlig hædersbevisning.
C. C. Nielsen modtager hæderen for sin ekstraordinært store og uegennyttige indsats for at udvikle Odense og Fyn. Den utrættelige ildsjæl har med sin personlighed, sit engagement og sin vilje været et godt eksempel til efterfølgelse på en privatperson og medborger, der påtager sig ansvar for Odenses og Fyns udvikling.
Borgmester Jan Boye understregede da også indledningsvis i sin begrundelse, at der ikke er tale om en tilbagevendende pris, men at det er en ekstraordinær hæder til en ekstraordinær mand.
”Du kunne jo mageligt læne dig tilbage og leve af formuen, pudse Mercedesen en gang imellem - og i øvrigt nyde familielivet. Men det ligger ikke til dig. På din vanlige beskedne og jordnære facon vil du hellere være med, hvor tingene sker – det være sig i nationale, regionale eller lokale sammenhænge”, fastslog Jan Boye.
Og Jan Boye havde også et bud på, hvorfor C. C. Nielsen nyder respekt i alle sammenhænge:
”Du er Odenses indpisker, og det er sagt om dig, at du er kapitalist i arbejdslivet og socialist i fritiden. Jeg tror, det er derfor, at du favner hele det politiske spektrum og nyder respekt fra alle sider – også i byrådet”.
C.C. Nielsen satte sit præg på Odense i dens storhedstid som industriby, men han er også i front nu, hvor Odense er under udvikling til en førende viden- og kompetenceby – blandt andet gennem sit arbejde i bestyrelsen for Udviklingsforum Odense.
Udover hædersprisens modtog C.C. Nielsen et maleri af den på Fyn bosatte kunster Sys Hindsbo.
Yderligere oplysninger:
Jan Boye, borgmester i Odense Kommune, janboye@odense.dk 6551 1000 / 2040 2912