Spring til indhold
Nyhed

Odense Kommunes Beredskabspris 2007

07-01-2008

Odense Kommunes Beredskabspris tildeles i år Ydes Hotel og Hotel Domir i Hans Tausens Gade for den ekstraordinære indsats, der er opbygget på forebyggelsesområdet i år 2007.

 

Udmærkelsen gives årligt til et firma eller en virksomhed i Odense Kommune, der på særlig vis har udvist kompetence og forståelse for betydningen af brandforebyggelse og beredskab. Prisen overrækkes af Borgmester Jan Boye ved Odense Brandvæsens nytårsparole lørdag den 5. januar 2008 kl. 12.

 

De to hoteller gennemgår i perioden 2007-2008 en gennemgribende renovering, hvor der på fornemmeste vis har været og er stor fokus på brandforebyggende tiltag. Når renoveringen er tilendebragt vil hotellerne der være væsentlige forbedringer på flere områder, der alt sammen er med til at øge brandsikkerheden for hotellernes gæster og personale.

 

Der installeres frivillige ABA-anlæg (automatiske brandalarmeringsanlæg) på hotellerne. Det betyder, at en eventuel brand opdages hurtigt, at gæster og personale advares med et alarmsignal og at brandvæsnet tilkaldes direkte. Det betyder at brandbekæmpelsen kan startes tidligt i brandens udvikling, at gæsterne hurtigt kan reddes ud og at skadernes omfang minimeres.

 

Derudover installeres der ABDL-anlæg (automatisk branddørluknings-anlæg) på hotellerne. Når anlægget registrerer røgudvikling vil branddørene lukkes automatisk. Herved forhindres det, at branden og røgen spreder sig.

 

De automatiske anlæg suppleres af flere passive tiltag. Alle døre og karme til værelserne udskiftes til nye branddøre med tættere karme, for at sikre, at en eventuel røggennemtrængning til eller fra et værelse bliver minimal. Hvis der opstår brand på et værelse betyder det, at gangarealerne kan benyttes til evakuering af gæster og personale, når blot døren til det brændende værelse holdes lukket.

 

Det samme gør sig gældende mellem etagerne. Her er der i hvert værelse lagt betongulv, for at minimere røggennemtrængningen fra etagen nedenunder.

Med branddøre og minimal røggennemtrængning til værelserne sikres det, at gæsterne kan føle sig tryggere på værelserne, hvis der af en eller anden grund alligevel er røg på gangen, og man afventer at brandvæsenet ankommer.

 

Lasse Vallestrand, der ejer de Ydes Hotel og Hotel Domir formår med disse forebyggende tiltag - både aktive og passive - at sikre sine gæster en tryg nattesøvn ved at skabe et meget højt sikkerhedsniveau, siger beredskabsinspektør Claus Olsen.

 

Fakta

ABA-anlæg

Registrerer røg og varmeudvikling tidligt i brandens udvikling, udsender derefter et alarmsignal i bygningerne, der advarer gæster og personale, og sender samtidig en alarm direkte til brandvæsnet, der afgår indenfor et minut.

ABDL-anlæg

Fastholder branddøre i åben stilling ved hjælp af magneter. Hvis der opstår røg på en af siderne af døren udløses magneten, hvorved døren lukker i. På den måde isolerer man branden og røgen i et afgrænset område af bygningen.