Spring til indhold
Nyhed

Odense Kommune sætter spot på spritkørsel

14-05-2008

 

I uge 21 indleder kommunerne, politiet, Vejdirektoratet, de lokale og regionale færdselssikkerhedsudvalg og Rådet for Større Færdselssikkerhed Spritkampagnen 2008: ”Dit spørgsmål kan stoppe en spritbilist”.

 

En undersøgelse foretaget for Rådet for Større Færdselssikkerhed viser, at mange føler det grænseoverskridende og pinligt at fortælle et andet voksent menneske, at han eller hun ikke bør køre bil. Den nye kampagne skal prikke til tabuet og opfordre folk til at blande sig.

 

Langt de fleste danskere tager skarp afstand fra spritkørsel, men ulykkestallene taler deres eget sprog. Hver fjerde trafikdræbte omkommer i en spritulykke.

 

Formand for Trafiksikkerhedsudvalget i Odense Kommune Dennis Vilster er glad for, at der bliver sat fokus på problemet.

- Spritkørsel er også et problem i Odense Kommune, og er et af indsatsområderne i kommunens Trafiksikkerhedsplan. Planen skal være med til at reducere antallet af dræbte og kvæstede i trafikken, for de koster både borgerne sorg, smerte og mange penge. Alene i 2007 var der i Odense Politikreds 1523 sigtelser for spiritus. Det tal vil vi gerne bringe ned.  

/upload/bkf/spritkørsel pm, 14.05.08_web.jpg

Kampagnen kommer til at bestå af TV- og radiospots, der sætter fokus på, at man i bedste fald kan redde en andens liv ved at forhindre spritkørsel. Derudover bliver 30.000 plakater sendt ud i landet, hvor de bliver hængt op i lokale sportshaller, supermarkeder, arbejdspladser m.m.

 

I Odense bliver der sat spot på spritkørsel ved Open by Night arrangementet den 4. juni. Her afholder kommunen i samarbejde med Fyns Politi en event, hvor byens feststemte borgere blandt andet kan få testet deres alkoholpromille.

 

Yderligere information:

For yderligere information kontakt kampagneleder Tina Møller Nielsen, tlf.: 6551 2572/ mobiltlf: 2080 7953. E-mail: tmn@odense.dk

 

Eller besøg www.sikkertrafik.dk, for kampagnefilm, flere fakta om spritkørsel og download af  kampagnemateriale.