Odense Kommune inviterer til UNICEF By-loppemarked
By- og Kulturforvaltningen åbner nemlig dørene for deres overskudslager af gammelt kontorinventar, såsom gamle kontorstole, reoler og hæve – sænkeborde. Overskuddet går ubeskåret til UNICEF By 2008.
Formålet med UNICEF By 2008 er at skabe børnevenlige skoler i Bolivia. Det gør UNICEF ved at arbejde for at øge adgangen til grundskolen, sikre at flere børn fuldfører deres skolegang og forbedre kvaliteten i undervisningen og de fysiske rammer på skolerne.
Odense Kommunes mål med UNICEF By er at samle 2,5 millioner kroner ind, hvilket svarer til 14 kr. fra hver borger. Loppemarkedet er et af de arrangementer, som skal bidrage til at nå dette beløb.
Så kig forbi lørdag den 8. november og vær med til at gøre en forskel og måske gøre dig et godt køb.
Loppemarked afholdes fra kl. 10.00 - 15.00 på Rugårdsvej 60, 5000 Odense C med indgang fra Grønløkkevej, og der er god mulighed for parkering.
For mere information
Spørgsmål om arrangementet eller UNICEF By kan rettes til Ane Stockmarr, tlf.: 65514904 eller Litten Fogt, tlf.: 65512811.