Spring til indhold
Nyhed

Odense har fået ny miljøpolitik

28-08-2008

Odense har fået ny Miljøpolitik

"At lege er at leve" - Det er Odenses vision for de kommende 10 år. Og et vigtigt element i visionen er at udvikle den bæredygtige og sunde by. Den ny Miljøpolitik, som Byrådet har vedtaget den 27. august 2008, skal nu være med til at udmønte den del af Vision Odense.

 

Den mest bæredygtige storby

Odense Kommune har gjort en stor indsats for miljøet igennem mange år og på en lang række områder har Odense markeret sig som en foregangsby nationalt såvel som internationalt, siger borgmester Jan Boye.

 

- Vores vision går endnu videre. Visionen er, at vi på sigt kan bryste os af at være Danmarks mest bæredygtige storby. Vi vil skabe rammerne for en bæredygtig udvikling, der opfylder de nuværende generationers behov uden at bringe de fremtidige generationers behov i fare, siger han.

 

Samtidig med Miljøpolitikken er der vedtaget en miljøhandlingsplan, og Odense Kommune vil fremover vedtage en ny miljøhandlingsplan hvert år for at sikre den løbende opfølgning på og videreførelse af miljøpolitikken.

- Det sikrer, at der sættes handling bag ordene, forklarer Borgmester Jan Boye.

- Miljøpolitikken vil for alvor sætte miljø og bæredygtighed på dagsordenen i Odense og sikre, at vi frem mod 2025 lever op til en række ambitiøse, og samtidig realistiske mål, siger han.

 

En ambitiøs miljøpolitik

Odense Kommune har et særligt ansvar for at bidrage til en bæredygtig udvikling lokalt og globalt.

- Men vi kan ikke gøre det alene, fastslår Jan Boye.

- Med vedtagelse af Miljøpolitikken inviterer vi til en tæt dialog og et samarbejde med alle, der vil tage et medansvar for en bæredygtig udvikling. Både forvaltningerne, erhvervslivet, uddannelsesinstitutioner, forskning, organisationer og borgere, siger han.

 

Rådmand for By- og Kulturforvaltningen Anker Boye har set frem til, at Miljøpolitikken blev vedtaget.

- Miljøpolitikken bliver grundlaget for at styrke den indsats By- og Kulturforvaltningen har gjort på miljøområdet igennem mange år, fortæller han.

- Det er vigtigt for Odense, at bæredygtighed fremover bliver integreret i de beslutninger der træffes for kommunen. Det er en meget ambitiøs Miljøpolitik, og det bliver en spændende udfordring for alle forvaltninger at få politikken implementeret, så Odense på sigt kan kalde sig "den mest bæredygtige storby i Danmark", siger han.

 

Visionen om at blive Danmarks mest bæredygtige storby skal gennemføres med fokus på en række indsatsområder indenfor Miljøpolitikkens fire strategier:

 

· Den bæredygtige by

· Klimaby i europæisk særklasse

· Danmarks grønneste storby

· Byen med bæredygtighed for børn og unge

 

Hele Miljøpolitikken kan læses på www.odense.dk eller bestilles ved henvendelse til nmt.bkf@odense.dk

Miljøpolitikken vil i øvrigt kunne findes rundt på forskellige standpladser i Odense i forbindelse med den nordiske Bæredygtighedskonference i dagene den 15.-17. september, hvor Odense er værtsby.

 

Yderligere informationer

Jan Boye, Borgmester, tlf. 65511000, 20 40 29 12 – email: janboye@odense.dk

Anker Boye, By- og Kulturrådmand, tlf. 65 51 20 00 - e-mail ankerboye@odense.dk

Marianne Bjerre Christiansen, projektleder, tlf.: 65 51 24 84 - email: mbch@odense.dk