Spring til indhold
Nyhed

Odense er klar til EXPO 2010 – projektleder ansat

04-08-2008

Odense er klar til EXPO 2010 – projektleder ansat

 Billede af helle thylkjær

Odense Kommune har ansat den 37-årige mag. art. Helle Thylkjær som projektleder for Odenses bidrag til verdensudstillingen Expo 2010 i Shanghai.

 

Helle Thylkjær, der er mag. art. i Filosofi fra SDU, har de seneste år været ansat på Statens Museum for Kunst og ved Brandts, bl.a. som PR-ansvarlig og senest som marketingschef.

 

Desuden har hun tidligere arbejdet som ekstern lektor på SDU.

 

Helle Thylkjær er som projektleder ansat i Borgmesterforvaltningen med reference til Stadsdirektør Jørgen Clausen.

 

Udover projektlederen er der medarbejdere fra Odense Kommunes By- og Kulturforvaltning samt Borgmesterforvaltning involveret i Odenses deltagelse i Expo 2010.

 

Den vigtigste opgave for Helle Thylkjær bliver at planlægge og gennemføre udstillingen "The Revival of the Bicycle" i tæt samarbejde med aktører i Odense Kommune og eksterne samarbejdspartnere. Hun bliver desuden ansvarlig for presse og markedsføring, lokalt, nationalt og internationalt.

 

- Jeg glæder mig utrolig meget til opgaven. Deltagelse på en verdensudstilling er en vigtig anerkendelse af Odenses indsats, bl.a. for cykeltrafikken - et område hvor vi så at sige har placeret os i internationalt klassement, siger Helle Thylkjær, der er født og opvokset i Odense, hvor hun har boet hele sit liv.

 

Helle Thylkjær begynder i jobbet den 11. august.

 

Om Expo 2010

Odense Kommune er udvalgt til at deltage i verdensudstillingen Expo 2010 i Shanghai med udstillingen "The Revival of the Bicycle".

 

Udstillingen bliver bygget op på et udendørs område og får form som det kendte papirklip "Solansigt" af H. C. Andersen. Med cykling som udgangspunkt skal udstillingen vise Odenses kompetencer inden for byudvikling, forskning, erhverv, teknologi, miljø, uddannelse, kultur, turisme mm.

 

Expo 2010-udstillingen finder sted i Shanghai fra den 1. maj – 31. oktober 2010.

 

Det forventes, at over 200 lande deltager i verdensudstillingen, hvor Danmark også er repræsenteret med en national udstilling. Expo 2010 forventes at tiltrække 70 mio. besøgende.

 

Flere oplysninger:

Projektleder Helle Thylkjær, 24 22 20 99

Stadsdirektør Jørgen Clausen, 40 43 44 24