Spring til indhold
Nyhed

Odense er et godt sted at bo

27-02-2008
 

90.8 % af odenseanerne: Odense er et godt sted at bo

Odense Kommune har fået lavet en måling af borgernes syn byen Odense. 500 odenseanere og 500 mennesker i resten er landet er blevet spurgt om deres holdning til forskellige forhold i Odense. Det sker som led i arbejdet med at styrke og profilere Odense som en attraktiv by at bo og arbejde i.

 

Undersøgelsen, der er udarbejdet af Wilke A/S, blev foretaget umiddelbart før Odense Byråd sendte en vision i høring med overskriften ”at lege er at leve”. Visionen skal være et pejlemærke for byens udvikling over de næste 10 år.

 

”Det er vigtigt at kende udgangspunktet for hele visionsarbejdet, og derfor har vi fået foretaget den her 0-punktsmåling, der giver et øjebliksbillede af synet på Odense umiddelbart inden visionsarbejdet for alvor går i gang” siger kommunikationschef Mads Graves Larsen.

 

Undersøgelsen handler både om Odense generelt og om forhold, der har med visionsforslaget at gøre.

 

Resultaterne viser blandt andet, at hele 90,8 % af byens indbyggere mener, at Odense er et godt sted at bo. Folk udenfor Odense er især enige i, at byen er spændende og attraktiv for turister (82,3 %), ligesom opfattelsen af Odense som en stærk kulturby er lidt mere udpræget i resten landet, idet 71 % mener dette mod 67,2 af odenseanerne.

 

Hvad angår Odense Byråds forslag til en ny vision mener hele 80 % at indsatsområdet ”leg læring” er et godt mål at have som by. Mens 58 % bakker op om overskriften ”at lege er at leve”. Det skyldes ifølge ca. 35 % af de adspurgte, at dette fokus kan være med til at skabe ”udvikling og nytænkning” mens godt 37 % mener at ”læring gennem leg er positivt”. Her er der ikke den store holdningsforskel mellem odenseanerne og folk i resten af landet.

 

De negative holdninger til ”leg & læring” og ”at lege er at leve” går på, at det ”virker intetsigende/useriøst” og der mangler ”fokus på vigtigere temaer”. Det er dog et mindretal på hhv. 5 % og 12 %, der er negative overfor leg og læring som indsatsområde og ”at lege er at leve” som visionsoverskrift.

 

Afslutningsvis er der spurgt til, hvad der kendetegner Odense. Interessant er det, at omverdenen i højere grad opfatter Odense som ”utraditionel” ”særpræget”, ”dristig” og ”global” end odenseanerne, der fremhæver ord som ”forsigtig”, ”solid”, ”velopdragen” og ”provinsiel”.

 

”Det spændende bliver, om de her tal rykker sig over de næste par år, hvor en masse storstilede planer for Odense skal føres ud i livet – det gælder blandt andet den bilfri midtby, nye bydele i nærheden af havnen, erhvervs – og vækstpolitikken og en endnu større satsning på festivaler og kulturbegivenheder i Odense” siger borgmester Jan Boye.

 

Den tidligere Vision Odense fra 2004 er der kun ca. 14 %, der siger de kender. Et af formålene med imagemålingen er at kunne belyse om kendskabet til den ny vision bliver større blandt borgerne. Derfor er planen er at gentage imagemålingen løbende indenfor den 10-årige visionsperiode for at måle holdningsmæssige ændringer til Odense.

   

 

Læs hele imagemålingen

Læs bilag