Spring til indhold
Nyhed

Nyt Musik- og Teaterhus i Odense skal skabe kreative alliancer

21-05-2008

Nyt Musik- og Teaterhus og Musikkonservatorium i Odense skal skabe kreative alliancer

 

Nyt musikhus i centrum af byen er endnu et stort skridt i Odense Kommunes storstilede satsning på kulturen

Det lyder som et eventyr… men i Odense er man i fuld gang med at realisere visionen om kreative alliancer mellem kultur, erhverv og viden.

Byrådet i Odense Kommune vedtog i 2004 en ambitiøs kulturstrategi bestående af otte særlige indsatsområder, der skal opfylde visionen om at gøre Odense til "Danmarks Kreative By". Med beslutningen på byrådsmødet den 21. maj 2008 om at igangsætte byggeriet af et nyt Musik- og Teaterhus, er visionen om kreative alliancer tæt på at blive til virkelighed.

Det nye Musik- og Teaterhus bliver et nyt kulturelt kraftcenter i Odense, og Det Fynske Musikkonservatorium får mulighed for at få nye tidssvarende lokaler, så konservatoriet bedre integreres i byens øvrige kulturliv.

Rektor for Det fynske Musikkonservatorium Inger Allan siger:

- Det Fynske Musikkonservatorium vil med det nye smukke teater-, musik- og konservatorieprojekt få nogle rammer og faciliteter at udfolde sig i, som vi knap vovede at drømme om.

Med lokaleforhold, der i enhver henseende er egnede til formålene, dvs. koncertvirksomhed, undervisning, øvning, optagelser, arrangementer i eget regi og sammen med mange andre kunstneriske aktører skabes der mulighed for at realisere konservatoriets mange og mangfoldige idéer og visioner, både på lokalt, regionalt, nationalt og internationalt plan.

Det nye Musik- og Teaterhus, som kommer til at ligge ved siden af Odense Koncerthus, skal opføres og drives af H.C. Andersen Kongres Center A/S. Odense Kommune får brugsret over husets store scene 40 dage om året og Foyer-Scenen 75 dage om året.

Kulturrådmand Anker Boye (A) glæder sig over at kulturstrategiens vision er ved at blive til virkelighed:

- Hos byens kulturaktører og arrangører har kulturstrategien spredt optimisme. Det nye Musik- og Teaterhus er endnu et led i kæden af tiltag, som highlighter Odense på det kulturelle landkort. Huset vil tilføre et stort løft til kulturlivet i Odense og resten af Danmark. Jeg er sikker på, at det nye Musik- og Teaterhus vil kunne trækker mange spændende arrangementer og forestillinger til Odense. Musik- og Teaterhuset får scene- og publikumsfaciliteter, som muliggør produktion og opførelse af f.eks. musicals og andre større produktioner, hvor Fyn ikke tidligere kunne stille passende scenefaciliteter til rådighed. Det nye hus vil desuden give unikke muligheder for nye innovative samarbejder og tiltag mellem de professionelle kulturinstitutioner i byen.

 

Efter planen står Musik- og Teaterhus og Musikkonservatorium færdigbygget i efteråret 2013.

Flere oplysninger:

Rådmand Anker Boye: 40 75 33 33

Rektor Inger Allan: 25 39 46 18

Kulturchef Ellen Drost: 40 36 14 60