Spring til indhold
Nyhed

Ny idrætspolitik gør Odense til en by i bevægelse

09-10-2008

På alle tider af døgnet løber joggere på lysløjperne – de nye oplyste stier – i Munke Moses smukke natur. Svedende under bøgetræerne i Fruens Bøge løfter de vægte i de mange af parkens fitness-faciliteter.

De unge får rigeligt med motion på byens nye idrætsefterskole eller i en af de spirende eliteidrætsklubber. Og i deres fritid spiller de på en af parkens computerstyrede playspots eller hænger ned fra en af de mange klatrevægge i bymidten.

Sådan kan livet i Odense og dens forstæder se ud om få år, når kommunens første idrætspolitik nogensinde føres ud i livet. Politikken blev vedtaget i Odense Byråd i går.

Den nye idrætspolitik indeholder fem grundlæggende visioner:

  • Flere borgere i Odense deltager aktivt i foreningslivet
  • Flere fysisk aktive borgere i Odense
  • Flere idrætsudøvere i Odense på højt nationalt og internationalt niveau
  • Flere idræts- og sportsevents i Odense
  • Styrkelse af samarbejdet mellem kommunale institutioner, private aktører og foreningsidrætten i Odense

Lysløjperne, idrætsefterskolen og fitnessfaciliteterne er blot nogle få af de mange konkrete forslag, der sammen med en række indsatsområder skal føre visionerne ud i livet.

"Vi har skabt denne politik fordi, vi tror på, at mere og sjovere idræt vil give mere livskvalitet for borgerne i Odense. Det er både sundt, det giver fællesskab, integration og mange gode oplevelser," siger rådmand for Børn- og Ungeforvaltningen Jane Jegind (V).

"Vi lever i et samfund, hvor borgerne flytter sig efter tilbuddene og mulighederne. Vi vil alle sammen have oplevelser, vi vil realisere os selv og være sunde. Det kan vi være med til at imødekomme med idrætspolitikken," tilføjer Jane Jegind.

Yderligere information om Odenses nye Idrætspolitik:

Rådmand Jane Jegind tlf. 65515000

Idrætskonsulent Bent Juhler tlf. 65515306

Sekretariatsleder Michael Johansen tlf. 65515368