Spring til indhold
Nyhed

Nu skal der skiltes i Den Fynske Landsby

21-04-2008

Den 15. april modtog Odense Bys Museer 98.000,- kr. fra Energi Fyns Almene Fond.

 

Museet er meget glad for bevillingen. Pengene er givet til at producere og opsætte emaljerede informationsskilte i Den Fynske Landsby.

 

Igennem de seneste år har Odense Bys Museer arbejdet med at forbedre og forøge formidlingen i Den Fynske Landsby. Der er fremstillet informationsfilm, permanent udstilling, forbedret webside m.v. Den digitale formidling har det godt. Med bevillingen fra Energi Fyns Almene Fond bliver det nu muligt at forbedre den analoge formidling i huse og haver. Der skal produceres og opsættes informationsskilte ved Landsbyens huse og gårde.

 

"Dem har vi ønsket os i 13 år udtaler museumsinspektør Lise Gerda Knudsen." Museets besøgende kan herved få de centrale oplysninger om bygninger, beboere, haver, marker mv., 'on location' i Landsbyen.

 

Informationsskiltene vil blive udført i emalje og med dansk og engelsk tekst. De vil dermed være i materialer og udtryk, som passer til bygningerne og det generelle ønske om at formidle 1800-tallet. Emaljeskilte var almindelige dengang. Skiltene vil blive produceret i løbet af 2008 og være klar til at modtage publikum seneste ved sæsonstart 2009.

 

Se pressemeddelelse fra Energi Fyn 

 

Yderligere information fås ved henvendelse til museumsinspektør Lise Gerda Knudsen på tlf. 2325 9720 eller lgk@odense.dk